Thomas Sørensen er uddannet filosof og har som bæredygtighedsansvarlig på kort tid fået indarbejdet bæredygtighed i alle BM Byggeindustris processer og fremtidsplaner – og i selve virksomhedens DNA. Det har nu indbragt virksomheden Akademikerprisen 2022.
– At vinde Akademikerprisen er et vigtigt skridt på vejen i forhold til at vise den øvrige entreprenørbranche, at den forandring, som vi er nødt til at imødekomme for at blive mere klimabevidst og sænke CO2-aftrykket, kræver noget viden udefra. At få Thomas med ombord har givet et nyt perspektiv og hjulpet os til at flytte gøre os bevidste om det behov, siger salgschef og medindehaver i BM Byggeindustri, Simon Hasbøg.
Når prisen i år går til BM Byggeindustri, er det fordi virksomheden har tænkt ud af boksen med en anden faglighed end forventet og har formået at favne en helt anden type medarbejder i deres virksomhedskultur, lyder det i begrundelsen fra bestyrelsen for Akademikernes A-kasse, der har udvalgt vinderen blandt flere kvalificerede kandidater.
– BM Byggeindustri har med Thomas Sørensens faglighed gentænkt virksomhedsidentiteten: Nu er der fokus på bæredygtigt byggeri, som et strategisk afsæt for virksomhedens fremtid, siger formand for Akademikernes A-kasse, Lasse Grønbech.
Han tilføjer:
– BM Byggeindustri er bare en af de mange gode eksempler på, hvordan højtuddannedes kompetencer og mindset kan være med til at skabe udvikling i en lille eller mellemstor virksomhed – også dem, hvor man ikke traditionelt set tænker i at bruge akademisk arbejdskraft. Det er vores forhåbning, at mange flere arbejdsgivere vil få øjnene op for det kæmpe potentiale, der ligger her og lade sig inspirere.
En vigtig brik
BM Byggeindustri er specialiseret i træbaseret modulbyggeri, og Thomas Sørensen er blevet en vigtig brik i virksomhedens omstilling til bæredygtigt byggeri. I arbejdet har han trukket på sin uddannelse og undervisningserfaring for at sikre forståelse og indsigt i overgangen til bæredygtigt byggeri.
Thomas Sørensen selv glæder sig over, at prisen er gået til hans arbejdsplads:
– Det er først og fremmest en anerkendelse af, at det arbejde, jeg har lavet, har gjort en afgørende forskel, og det betyder meget i en branche, hvor der virkelig er brug for det på det her område. For mig personligt betyder det også, at jeg bliver bestyrket i mit uddannelsesvalg, som er lidt ‘langhåret’. Med prisen bliver det fastslået, at der faktisk er efterspørgsel på min faglighed på arbejdsmarkedet, siger han.