Aarhus-politikere vil sikre mere plads til børnefamilierne

Målet for borgmesterkontoret er flere ejerboliger, som kan fastholde borgere med børn i byen - men de seneste ti år er der bygget under 2500 nye parcelhuse i Aarhus.
Bolig- og indenrigsminister Kaare Dybvad (S) var hædersgæst på den boligpolitiske konference i Aarhus, men han havde ikke den ønskede hjælp med til bystyret. Foto: Thøger Raun.
Bolig- og indenrigsminister Kaare Dybvad (S) var hædersgæst på den boligpolitiske konference i Aarhus, men han havde ikke den ønskede hjælp med til bystyret. Foto: Thøger Raun.

En vækst i antallet af nybyggede ejerboliger i Aarhus er ikke nært forestående.

Det tør Dagens Byggeri godt postulere på baggrund af en stort anlagt boligpolitisk konference, som Aarhus Kommune var vært for mandag.

Jeg mener, det ville være godt, hvis kommunerne fik muligheden for at presse udviklerne til at bygge ejerboliger.

Michael Mortensen, Hybel (Casa & HusCompagniet)

Cirka 300 aktører inden for byggeri og ejendomssalg var mødt frem for at høre, hvad kommunens plan er for byggeriet i Smilets By i de kommende år. Og ønsket var krystalklart fra borgmester Jakob Bundsgaard (S): Flere ejerboliger.

Ønsket skyldes, at børnefamilierne forlader byen. Ifølge en boligpolitisk redegørelse, som kommunen løftede sløret for i samme anledning, er netto 1851 børnefamilier fraflyttet Aarhus siden 2017.

Forældre med børn ønsker nemlig at leve livet i ejerboliger, lød det i redegørelsen. Og de er svære at opstøve i Smilets By.

Entreprenører vil bygge lejeboliger

I hvert fald, om man ikke har en særdeles velspækket pung. Prisen for familiedrømmenes en-families-kvadratmeter i Aarhus er nemlig sendt på himmelflugt.

Det er ikke i sig selv nogen nyhed – men hvor der gennem de seneste 10 år er bygget cirka 18.800 lejeboliger i byen, er der kun bygget cirka 2500 parcel- og stuehuse i Aarhus.

Dem, der potentielt kunne bygge alle ejerboligerne, har nemlig ikke noget ønske om at gøre netop det, lød meldingen på konferencen.

Entreprenør Michael Mortensen, Hybel samt tidligere Casa og HusCompagniet, der ellers har stor erfaring med en-familiers typehusbyggeri, forklarede for de fremmødte, hvorfor han bygger lejeboliger.

– Vi er drevet af et ønske om, ikke at gøre det sværere end det er – og man skal komme fra et særligt sted, hvis man synes, det er nemmere at bygge til 200 personer end til én, sagde han.

Investorer vil bygge lejeboliger

Den “ene”, som Michael Mortensen henviser til, kan indskrænkes til at være Mikael Arne Fogemanns arbejdsgiver: Pensionskassen PFA, eller lignende foretagender.

Han, der arbejder som executive director i afdelingen Nordic Real Estate påpegede, at businesscasen simpelthen bare er bedre ved at bygge lejeboliger:

– Ulempen med ejerboliger er, at det er hurtigt ind, hurtigt ud. Der er meget arbejde i forhold til afkast, forklarede han og uddybede, at man hos PFA især så mod Aarhus’ omegnskommuner, når man så efter investeringsmuligheder:

– Der kan vi bygge noget, hvor risiko og afkast hænger bedre sammen, formulerede han til forsamlingen.

Moms-regler favoriserer lejeboliger

En anden årsag til, at der oftere står lejeboliger end ejerboliger klar i de større byer skal også findes i lovgivningen.

Når man opfører boliger med henblik på udleje, er byggefasen nemlig momsfritaget i modsætning til, hvis man bygger med henblik på frasalg. Tidligere var det omvendt: At udstykninger til private hjem var momsfritaget – og de 20 procent på toppen er et stærkt incitament – både dengang og nu.

Derfor havde Aarhus Kommunen da også en bøn til hovedtaleren på boligkonferencen: Bolig- og indenrigsminister Kaare Dybvad (S). Nemlig at man gennem en ændring af planloven kunne kræve, at ejerboliger havde forrang.

Som det er lige nu, kan kommunerne kun kræve en vis andel almene boliger, samt sætte krav om størrelsen. Man kan ikke bestemme, om en udvikler skal bygge en karré fyldt med ejerboliger som en del af et givent projekt.

Lidt sagt

Men boligministeren havde mere ros med til bystyret end løsninger til, hvordan de kan komme i land med de ønskede ejerboliger.

– Det er lidt mærkeligt at komme til Aarhus og diskutere boligpolitik. For hvis alle gjorde som I gør, kunne man nedlægge boligministeriet, lød det blandt andet fra Kaare Dybvad, som dog også påpegede, at boligpolitiske diskussioner er på regeringens menu for efteråret.

I entreprenørleddet er der imidlertid forståelse for kommunens dilemma. At man skal sikre en blandet by med plads til alle boformer og borgere. Michael Mortensen udtaler til Dagens Byggeri.

– Jeg mener, det ville være godt, hvis kommunerne fik muligheden for at presse udviklerne til at bygge ejerboliger – for vi gør det ikke selv, som klimaet i branchen er lige nu. Men hvis der er ens vilkår for os alle sammen, skal vi finde modeller, hvor vi kan få en forretning ud af ejerbolig-byggeri. Jeg er omstillingsparat, lyder det.

Relateret indhold