80.000 ansatte i byggeriet har fået ny overenskomst

Social dumping spiller en fremtrædende rolle i den nye aftale.
Tirsdag eftermiddag kom overenskomsten for 80.000 ansatte i byggeriet på plads. Foto: Colourbox.
Tirsdag eftermiddag kom overenskomsten for 80.000 ansatte i byggeriet på plads. Foto: Colourbox.

3F’s Byggegruppe og Dansk Byggeri er tirsdag eftermiddag nået til enighed om en ny overenskomst for cirka 80.000 ansatte i byggeriet. Det skriver Fagbladet 3F på sin hjemmeside.

Et springende punkt i forhandlingerne har været indsatsen mod social dumping. I forligsinstitutionen blev parterne enige om, at hovedentreprenører fremover skal give oplysninger om deres underentreprenører på begæring fra tillidsmanden eller 3F. Det bliver således skrevet ind i overenskomsten, at hovedentreprenøren også har et ansvar for, at deres underentreprenører også overholder overenskomsten.

For 3F har det været et centralt krav at få social dumping addresseret.

– Vi tager hele tiden skridt i den rigtige retning på det her område. Vi har medvind i kampen mod social dumping hos både befolkningen og politikerne. Nu får vi også flere redskaber til bekæmpelse af social dumping i vores overenskomst, siger Kim Lind Larsen, formanden for 3F’s Byggegruppe, til fagbladet.

Forliget indeholder på lønsiden stigninger på løn og prislister, et markant løft af arbejdsmiljøindsatsen og nye muligheder for efter- og videreuddannelse. Mindstelønnen stiger med seks kroner i timen over de næste tre år. Derudover har byggeriet særlige forhold for akkordlønningerne, som stiger med 5,8 procent over de næste tre år.

Lærlingenes lønninger stiger med 1,7 procent om året.

Relateret indhold