2.700 m2 erhvervsejendom skifter ejer – peger på nordjysk tendens

Kort afstand til Aalborg Lufthavn, E45 og en mulighed for en lang og rentabel lejekontrakt gør Nørresundby attraktiv, ifølge Colliers.
En nyopført erhvervsejendom på Strømmen 2D i Nørresundby er solgt til et privat ejendomsselskab med Plantas som lejer på en 10-års uopsigelig lejekontrakt.

En erhvervsejendom i Nørresundby med 2.700 kvadratmeter skifter hænder.

Ejendommen er nylig opført i 2024 og er solgt til et privat ejendomsselskab. De har allerede en lejekontrakt på plads med Plantas, der har underskrevet en uopsigelig lejekontrakt på 10 år.

Virksomheden i de nye lokaler er tiltrukket af den strategiske placering i Nørresundby. Der er kort afstand til Aalborg Lufthavn, til E45, E39 og Limfjordsbroen.

Læs også

Kæmpe byudviklingsprojekt i Aalborg når milepæl – 919 boliger klar

Den gode infrastruktur gør området attraktivt for både brugere og investorer, særligt inden for lager- og logistiksegmentet, ifølge Colliers, der har formidlet salget af lager- og logistikejendommen.

– Vi oplever i øjeblikket en markant interesse for nyopførte lager- og logistikejendomme med længerevarende lejekontrakter, gerne på 10 år eller mere, da de giver investorerne et stabilt afkast og høj forudsigelighed, siger Claus Sondrup, Senior Director hos Colliers i Aalborg.

Bred tendens på markedet

Handlen understreger en bredere markedstendens, hvor investorer i stigende grad ser mod Nordjylland efter nyopførte erhvervsejendomme med lav risiko og solide lejekontrakter.

– Handlen viser samtidig, at Aalborg-området i stigende grad betragtes som et attraktivt investeringsmarked – også for denne type ejendomme, siger Claus Sondrup.

Læs også

Ny klimapark på vej i Nordjylland

Men uden for de traditionelle logistikknudepunkter omkring Aalborg opleves der også en voksende interesse. Det hænger sammen med konkurrencedygtige afkast og et erhvervsliv i positiv udvikling, ifølge Colliers.

Relateret indhold