Vedtaget: Avedøreværket går efter power-to-x og CO2-fangst

Kommunalbestyrelsen har endeligt vedtaget en ny lokalplan for Avedøreværket, og dermed er grundlaget skabt for etablering af nye energiløsninger i fremtiden.
Avedøreværket er et kraftvarmeproducerende anlæg, der leverer fjernvarme til Storkøbenhavn og strøm til det danske elnet. Foto: Hvidovre Kommune.
Avedøreværket er et kraftvarmeproducerende anlæg, der leverer fjernvarme til Storkøbenhavn og strøm til det danske elnet. Foto: Hvidovre Kommune.

Det store fokus på den grønne omstilling omfatter bl.a. omlægning af hele måden, vi producerer og forbruger energi på.

I Hvidovre Kommune har man nu vedtaget en ny lokalplan, Lokalplan 519, og dermed er skabt grundlaget for etablering af et fuldt power-to-x-anlæg og et CO2-fangstanlæg.

De nye anlæg er en del af projektet Green Fuels for Denmark (GFDK), som har til formål at understøtte udvikling og produktion af bæredygtige brændstoffer til fly og skibe.

To blokke og bygninger

Avedøreværket er et kraftvarmeproducerende anlæg, der leverer fjernvarme til Storkøbenhavn og strøm til det danske elnet. Avedøreværket består overordnet af to blokke/kedelhuse.

Blok 1 blev sat i drift i oktober 1990, og Blok 2 blev sat i drift i januar 2002. I de to blokke fyres bl.a. med træpiller, halm, kul og olie.

Udover de to markante blokke er der placeret en række bygninger, anlæg og tanke på arealet herunder fjernvarmebygning, højspændingsbygning, varme- og akkumulatortanke og lignende. Der findes yderligere på arealet aske- og olieanlæg, ammoniaktanke og plads til oplag af kul, aske, bundaske og gips.

I den østlige del af lokalplansområdet er der opført to vindmøller med en højde på 65 meter. De to vindmøller er sammen med en tredje vindmølle, som er placeret uden for lokalplansområdet, omfattet af Lokalplan 508.

Miljøvurdering

Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) stiller i visse tilfælde krav om, at der skal laves en miljøvurdering af den pågældende plan.

Ifm. udarbejdelsen af Lokalplan 519 er der gennemført en screening af planens miljøpåvirkning, og på baggrund af screeningen har administrationen efter miljøvurderingslovens § 10 vurderet, at der skal gennemføres en miljøvurdering, jf. § 8, stk. 1 og 2.

Relateret indhold