Varmepumper på taget

Beboerne i Bornholms Boligselskabs afdeling Mågevangen i Tejn har efter omfattende beregninger fravalgt fjernvarme og i stedet investeret i varmepumper.
Varmepumper frem for fjernvarme. Tolv familier i Bornholms Boligselskabs afdeling Mågevangen i Tejn valgte luft-til-vand varmepumper i stedet for fjernvarme, da oliefyrene skulle udskiftes. Foto: Berit Hvassum.
Varmepumper frem for fjernvarme. Tolv familier i Bornholms Boligselskabs afdeling Mågevangen i Tejn valgte luft-til-vand varmepumper i stedet for fjernvarme, da oliefyrene skulle udskiftes. Foto: Berit Hvassum.

Tolv familier i en af Bornholms Boligselskabs afdelinger i Tejn på Bornholm bor i fritliggende parcelhuse med store haver, havudsigt og små ‘varmeværker’ på taget: En luft-til-vand varmepumpe på hvert tag forsyner familierne med varme i radiatorerne og varmt vand i hanerne.

Og de miljøvenlige varmepumper luner godt på kontoen – det første år har de tolv huse til sammen sparet omkring 80.000 kr. i forhold til de beregnede fjernvarmeudgifter og 140.000 kr. sammenlignet med tiden, hvor husene havde oliefyr.

Varmepumperne har været i brug i over et år, og de indfrier alle forventninger. Faktisk har vi sparet omkring 80.000 kroner det første år, hvor EnergiTjenesten Bornholm havde beregnet 72.000 kroner.

Beboerformand Ole Madsen

Fjern- eller nærvarme

Indtil for et år siden havde hver familie i Mågevangen sit eget oliefyr, men et kommende fjernvarmenet gjorde det aktuelt at fremskynde en udskiftning og samtidig overveje alternative opvarmningsformer, herunder varmepumper.

For at få belyst mulighederne blev der inviteret til informationsmøder, hvor flere VVS- og varmepumpeinstallatører deltog side om side med fjernvarmeforsyningen. Her gennemgik parterne fordele og ulemper ved de forskellige løsninger, ligesom den uvildige instans EnergiTjenesten Bornholm præsenterede en række energiberegninger.

Flere møder og flere regnestykker senere besluttede beboerne i Mågevangen, at hver af de tolv boliger skulle have en luft-til-vand varmepumpe til erstatning for oliefyrene – og i stedet for fjernvarme. Opgaven blev sendt i udbud blandt fem lokale installatører og vundet af Bornholms Agro & Ventilationsservice, hvor varmepumpeinstallatør Finn Stenbye havde anbefalet et anlæg fra danske Vølund Varmeteknik.

Win-win-situation

Anlægget består af en udendørs enhed, der trækker kalorier ud af luften og omdanner energien til varme. Varmen sendes ned gennem den tidligere skorsten til en indendørs enhed, hvorfra den bruges til opvarmning af boligen og brugsvandet.

– Varmepumperne har været i brug i over et år, og de indfrier alle forventninger. Faktisk har vi sparet omkring 80.000 kroner det første år, hvor EnergiTjenesten Bornholm havde beregnet 72.000 kroner. Hvis vi sammenligner med dengang, hvor vi havde oliefyr, er besparelsen endnu større, nemlig 140.000 kroner om året, fortæller beboerformand Ole Madsen og fortsætter:

– Vi har fået en sikker og stabil varmeløsning, som oven i købet er miljøvenlig og billig i drift. Investeringen til varmepumperne er indregnet i huslejen, som er steget med ca. 300 kroner om måneden.

Ole Madsen fortæller, at der er tre boligstørrelser, og besparelserne derfor er forskellige:

– Min egen bolig er på 103 kvadratmeter, og min hustru og jeg sparer næsten det dobbelte af, hvad huslejen er steget med. Beløbet er i forhold til de forventede fjernvarmepriser. Alle vores naboer er også godt tilfredse, og samtidig er vi sluppet for gravearbejdet ved etablering af fjernvarme.

Relateret indhold