I forbindelse med EU’s såkaldte vinterpakke, der blandt andet drejer sig om energirenovering af bygningsmassen i EU’s medlemslande, har rådgivningsvirksomheden COWI stået i spidsen for et nyt værktøj, der skal fremme energieffektiviseringer.
Værktøjet DEEP (De-risking Energy Efficiency Platform) skal give bygningsejere, investorer og rådgivere et mere overskueligt billede af, hvilke økonomiske og energimæssige besparelser der kan være forbundet med energieffektiviseringer af byggeriet.
Fordobling inden 2017
Ifølge markedschef i COWI’s afdeling for økonomi og management Carsten Glenting vil brugerne af DEEP-redskabet blive overraskede over, hvor mange projekter, der har en tilbagebetalingstid på under tre år. På den måde skal DEEP blive et værktøj til at fjerne noget af den tvivl, der måtte være hos potentielle investorer.
– En af de største udfordringer ved at få sat gang i de store energieffektiviseringsprojekter i byggeriet er, at der hersker stor usikkerhed om risikoen ved at investere, herunder afkastet, fortæller Carsten Glenting i en pressemeddelelse.
Værktøjet DEEP er til rådighed for alle. Ambitionen er, at databasen skal udbygges, så de nuværende 7.800 projekter skal være fordoblet i 2017.
Ifølge EU’s vinterpakke skal der investeres 1.180 milliarder euro i energieffektive renoveringsprojekter i bygninger frem mod 2035, hvis man skal nå i mål med EU’s klimamål.