56 procent af det danske elforbrug udgøres nu af vedvarende energi. Især udgør vindkraft en stor andel på 41,8 procent og biomasse bidrager med 11 procent af den vedvarende energi i Danmark. Det fremgår af Energistatistisk 2015, som Energistyrelsen netop har offentliggjort.
Det samlede forbrug af vedvarende energi er fra 2014 til 2015 steget med 6,4 procent. Her udgør vindkraftproduktionen alene en stigning på 8,1 procent.
Mere grøn strøm
Ifølge energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt giver de nye tal optimisme til regeringens mål om, at halvdelen af energiforbruget i 2030 skal udgøres af vedvarende energi.
– Jeg er glad for at se, hvordan vedvarende energi giver os mere og mere grøn strøm i stikkontakterne, siger ministeren i en pressemeddelelse fra Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.
Den større produktion af strøm fra vindkraft og den øgede nettoimport af el har ifølge ministeriet betydet, at brændselsforbruget til elproduktion er faldet med 14,4 procent. Samlet er forbruget af kul, olie og naturgas faldet med 30,4 procent, mens forbruget af vedvarende energi omvendt er steget med 2,7 procent i 2015.