Storforbrugere af el gør deres bygninger til energilagre

Salling Group, Københavns Ejendomme, Coop og ATP stiller nu deres bygninger til rådighed for den nye digitale energiløsning, Flex Platform, som bidrager til udfasningen af fossile kraftværker.
Foto: Salling Group.
Foto: Salling Group.

Typisk indeholder bygninger pumper, ventilationsanlæg, køle- og varmeanlæg mv., og de står for cirka en fjerdedel af det samlede energiforbrug. Godt 20 % af det forbrug regnes for at være fleksibelt, så når bygninger holder på varme og kulde et stykke tid, kan eksempelvis et køleanlæg stoppes ellers startes i takt med, at vinden blæser – uden at påvirke funktionalitet eller være til gene for brugerne i bygningerne.

Den fleksibilitet benytter Flex Platformen, som IBM og energiselskabet Andel (tidligere Seas-NVE) udviklede sidste år ved brug af teknologier som IoT (Internet of Things), Blockchain og AI (Artificial Intelligence).

Med tiden er det målet, at platformen skal medvirke til at udfase fossile kraftværker, som kommer i brug under spidsbelastningsperioder, ved at regulere behovet andre steder i energisystemet og dermed være med til at sænke CO2-udledningen.

Betaling for bygninger

Andel-koncernens er den kommercielle part i partnerskabet, og for koncernens handelsselskab giver Flex Hub nye muligheder for at komme erhvervskunderne i møde:

– Flex Platformen kan gøre forhold, der er komplicerede, nemmere at overskue og nemmere at handle på, forklarer adm. direktør Ole Christian Vestergaard:

– Kunden får mulighed for at stille anlæg til rådighed og skabe et mere fleksibelt forbrug. Det modtager man en betaling for, så man både bidrager til den grønne omstilling og til sin forretning. Vi hjælper kunden med rådgivning og med at holde omkostningerne nede, når større og mindre anlæg, eksempelvis ventilation, varmepumper, rensningsanlæg og køle- og frysehuse, skal kobles op på systemet.

Jesper Braum Nielsen, senior partner hos IBM Consulting fortæller, at eksperterne forudser, at fleksibilitet i fremtidens el-marked bliver nøglen til et klimaneutralt samfund:

– Flex Platformen lever op til Energistyrelsens hovedanbefalinger i Markedsmodel 3.0, der handler om, at alle skal kunne bidrage til et fleksibelt elmarked og at sikre øget transparens i markedet. Da mange andre lande står overfor lignende udfordring med at integrere op imod 100 % vedvarende energi i elsystemet, har vi her skabt en oplagt grøn og dansk eksportmulighed. Sammen med Andel har vi planer om at udbrede Flex Platformen til andre internationale energimarkeder.

Tester besparelse på 1.800-2.700 ton CO2

På det danske marked stiller Københavns Ejendomme (KEID), Salling Group, Coop og ATP nu deres bygningsmasse til rådighed for løsningen, og førstnævnte har allerede afsluttet den første praktiske test af Flex Platformen i en stor sportshal.

I en storskalatest vil kommunen så nu efterprøve potentialet ved at tilkoble op til 84 store bygninger som skoler, kontorbygninger og idrætsfaciliteter. Det svarer til en samlet bygningsmasse på op til 900.000 m2. Med en forventet besparelse på 1,0-2,0 kr. per m2 vil projektet teste potentialet for en forventelig besparelse for kommunen på mellem 0,9 og 1,8 mio. kroner årligt ved salg af fleksibilitetsydelser til Energinet, der i sidste ende vil betyde rabat på KEID’s elregning.

Besparelsen opnås ved, at KEID kan flytte behovet for et antal megawatt til tidspunkter, hvor der er mindre pres på eller mere grøn strøm i elnettet. Beregningen er baseret på IBM’s egen potentialeanalyse foretaget i 2020 energipriser.

– Københavns Kommune vil teste en hypotese fra Ea Energianalyse om, at den anslåede mængde fleksibilitet svarer til, at Københavns Ejendomme & Indkøb kan bidrage til at spare mellem 1.800-2.700 ton CO2. Vi vil nu teste det økonomiske potentiale og CO2-besparelsen samt påvirkning af indeklimaet ved opsætning af indeklimamålere. Regnestykke er baseret på, at den samme mængde fleksibilitet, KEID kan levere, var blevet leveret af et traditionelt regulérkraftværk, der oftest anvender fossilt brændsel, siger Anders Christian Lyngtorp, chef for teknik, Københavns Ejendomme & Indkøb.

I tråd med Salling Groups indsatser

Salling Group tester i første omgang Flex Platformen i Føtex Greve for at afprøve, hvor længe ventilationsanlæg kan stoppes, og hvordan det føles med stigende og faldende temperaturer, oplevet komfort i butikken mv. Hvis testperioden viser, at forretningscasen er bæredygtigt både i forhold til økonomi og komfort, så kan der blive tale om at koble alle Sallings butikker i Danmark på Platformen:

– Energiflex-projektet er en spændende, nytænkende måde at arbejde med energioptimering og bæredygtighed på, og vi er ikke mindst glade for, at vores bidrag kan være med til at sikre grøn strøm til danskerne. Det er en løsning, der både kommer det omkringliggende samfund og klimaet til gode, og den ligger på den måde perfekt i tråd med vores øvrige energi- og klimaindsatser, siger Martin Brix Kortegaard, energy manager, Salling Group.

Coop kortlægger, hvem der skal være med

Coop tester Flex Platformen i Coop365 i Odense SV, der er en af butikkerne under den nye, grønne discountkæde Coop365. Her bliver alt fra lys, ventilation, kølediske og varmepumper afprøvet både ved at regulere ned og skrue op for elforbruget. Coop arbejder allerede aktivt på at sikre en energieffektiv drift, blive fri for fossile brændsler og reducere CO2-udslippet. Og her er fleksibelt elforbrug og et partnerskab som Flex Platformen et vigtigt og spændende værktøj at tage i brug, siger Nicki Pagh Børgesen, energichef i Coop Ejendomme:

– Coop har et mål om at blive CO2 positiv i 2030, og vores udgangspunkt er derfor at tilbyde fleksibilitet døgnet rundt i alle årets 365 dage, så vi udnytter vores energi bedst muligt – til gavn for alle. Vi er meget glade for at samarbejde om den dagsorden med andre interessenter indenfor system- og fleksibilitetsmarkedet, og vi er i fuld gang med at kortlægge, hvor mange af vores butikker og anlæg, der kan byde ind i projektet, og hvor stor effekt vi kan stille til rådighed.

ATP planlægger ligeledes at igangsætte deres praktiske test snarest muligt:

– Vi ser frem til at teste Flex Platformen. Vi glæder os over at kunne bidrage til et initiativ, der kan gøre en stor forskel for en mere bæredygtig udvikling, udtager Marie Foltmann, kommunikationsdirektør, ATP.

Relateret indhold