Ros til ny udbudslov

Folketinget har vedtaget en udbudslov, som gør det lettere for kommuner at mindske energiforbruget og samtidig gør konkurrencen mere fair.
Miljø- og Fødevareministeriet har netop nedsat et rejsehold for grønne indkøb. Foto: Colourbox.
Miljø- og Fødevareministeriet har netop nedsat et rejsehold for grønne indkøb. Foto: Colourbox.

Den 17. november vedtog Folketinget en ny udbudslov, der gør det muligt for offentlige indkøbere at kræve miljømærkede produkter.

Det fremgår af Miljømærkning Danmark, at der i dag er mere end 12.000 forskellige produkter og serviceydelser miljømærkede med Svanemærket eller EU-blomsten. Disse spænder bredt fra vaskepulver, maling, møbler og byggeprodukter til serviceydelser som rengøring og byggeri.

Med den nye lov bliver det lettere for det offentlige at stille klare miljøkrav til alle indkøb lige fra bleer og rengøringsmidler til møbler og byggeri.

Direktør Martin Fabiansen Miljømærkning Danmark

Udbudsloven, der træder i kraft 1. januar 2016, er optimal både for indkøbere og leverandører, hvis man spørger Martin Fabiansen, direktør Miljømærkning Danmark.

– Med den nye lov bliver det lettere for det offentlige at stille klare miljøkrav til alle indkøb lige fra bleer og rengøringsmidler til møbler og byggeri. Det gør det nemmere for leverandørerne at gennemskue, hvad de skal leve op til og samtidig sikre fair konkurrence, siger han.

Fair konkurrence

Martin Fabiansen understreger også, at det har været et ønske fra både indkøbere og virksomheder, at det offentlige kan stille krav om Svanemærket eller EU-blomsten.

Hidtil har det i høj grad været svært for indkøbere i kommuner, regioner og staten at vurdere produkters miljøpåvirkning. Derfor forventes det, at krav om miljømærker gør det lettere og mindre ressourcekrævende for henholdsvis udarbejdelse og gennemgang af udbudsmaterialer.

Samtidigt sikres det også, at tilbudsgiverne i højere grad vurderes på det samme grundlag, hvilket gør konkurrencen mere fair, skriver Miljømærkning Danmark.

Forhåbentlig følger der flere svanemærkede boliger og institutioner med den nye udbudslov. Det vil sige bygninger med et godt indeklima, et lavt energiforbrug og byggematerialer, som lever op til skrappe krav om indhold af miljø- og sundhedsskadelige stoffer.

Det grønne rejsehold

For at gøre det nemmere for kommuner og andre offentlige institutioner at købe grønt ind og samtidig sikre, at den offentlige efterspørgsel efter grønne leverandører og produkter bliver styrket, har Miljø- og Fødevareministeriet netop nedsat et rejsehold for grønne indkøb.

– Vi håber, at mange vil tage imod tilbuddet. Jo flere der er med på den grønne indkøbsbølge, jo større er efterspørgslen efter grønne produkter og tjenesteydelser. Det gavner ikke kun miljøet og pengepungen, men også danske virksomheder, der er gode til at udvikle grønne løsninger, siger Mikkel Stenbæk Hansen, funktionsleder i Miljøstyrelsen, om det gratis ‘Rejsehold for grønne indkøb’, der kan søges nu og frem til 15. januar.

Relateret indhold