I december sidste år kom det frem, at Energistyrelsen ikke havde modtaget ét eneste bud på de tre vindmølleparker i Nordsøen, som var en del af et historisk stort udbud af havvind, og i starten af i år måtte regeringen og klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard droppe udbuddet for i stedet at åbne op for statsstøtte til projekterne.
Nu har regeringen og Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet indgået en aftale om rammerne for nye udbud af 3 GW havvind fordelt på tre havvindmølleparker, og denne gang er aftalepartierne blevet enige om at give mere attraktive vilkår til dansk havvind samt statsstøtte.

Stor skuffelse: Ikke ét bud på havvindmølleparker i Nordsøen
Aftalepartierne har prioriteret 27,6 mia. kroner i statsstøtte, mens det forventes, at virksomheder vil investere 57 mia. kroner i opførslen af de tre havvindmølleparker.
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet oplyser videre, at det er budprisen og udviklingen af elpriserne, der afgør, om det bliver nødvendigt at støtte projekterne, eller der omvendt kommer penge ind til staten.
Lokale arbejdspladser og erhvervsmuligheder
– Vi har brug for mere sikker grøn strøm og energi for at gøre Danmark og Europa uafhængige af energi fra Rusland. Det tager vi et stort skridt hen imod nu, siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.
– Der har globalt været bump på vejen i at få havvind op de seneste år, og derfor er vi også blevet enige om, at staten vil give en hjælpende hånd til projekterne, hvis det bliver nødvendigt.

Staten og kommune går sammen om klimasikring af kritisk infrastruktur
Ifølge aftalen udbydes 3 GW fordelt på tre havvindmølleparker – fordelt i Øst- og Vestdanmark – der samlet vil kunne levere strøm til tre millioner husstande.
Det forventes, at der opsættes 150 møller på hver 20 MW. Møllerne forventes at have et 150 meter højt tårn og en vingediameter på 260 meter med en samlet højde på 280 meter.
– Vi har valgt placeringer i både Øst- og Vestdanmark, så parkerne gavner elprisen i hele Danmark, og der kommer lokale arbejdspladser og erhvervsmuligheder på begge sider af Storebælt, siger ministeren.

Ingeniørerne er klar til mere klimatilpasning, men: ”Kommunerne tøver”
Udbuddene for alle tre parker åbner i efteråret 2025. Nordsøen Midt og Hesselø vil forventet have budfrist i foråret 2026, og Nordsøen Syd vil have forventet budfrist i efteråret 2027.
De første to parker udbydes med etableringsfrist i 2032, mens den sidste park har etableringsfrist i 2033.
De øvrige forundersøgte arealer ifm 6 GW-udbuddene skal på sigt i spil i et tempo, hvor markedet kan bære det, og som kan understøtte, at Danmark bliver nettoeksportør af grøn strøm.