Naturligt lys på dagsordenen

Projektet 'Living in Light' er centreret omkring boligfornyelser, der har fokus på inddragelse af naturligt lys. Arrangement i Grundejernes Investeringsfond stiller skarpt på projektet.
Projektet i ejendommen på Gl. Jernbanevej i Valby er hovedfokusset i temadag torsdag. Visualisering: DOMUS Arkitekter.
Projektet i ejendommen på Gl. Jernbanevej i Valby er hovedfokusset i temadag torsdag. Visualisering: DOMUS Arkitekter.

Dagslyset skal spille en mere central rolle, når ældre ejendomme skal renoveres. Det er visionen med projektet ‘Living in Light’, der har til hensigt at sikre større værdiskabelse, når vores boliger renoveres.

Torsdag den 8. december fra 14 til 17 kan man hos Grundejernes Investeringsfond på Ny Kongensgade i København blive klogere på projektet og særligt få et indblik i renoveringen af en ejendom på Gl. Jernbanevej i Valby.

I forsøgsprojektet i den gamle ejendom i Valby har det naturlige lys været inspirationen til de såkaldte bolighaver, der skal pryde hele den ene side af det eksisterende byggeri. Udbygningen af glas skal bidrage med lys og luft til de gamle lejligheder.

Arrangement i Ny Kongensgade

På torsdag afholdes et arrangement hos Grundejernes Investeringsfond i Ny Kongensgade, som skal stille skarpt på projektet i Valby og arbejdet med integreringen af dagslys i boligrenoveringer i det hele taget. På dagen deltager blandt andre Peter Andreas Sattrup, MAA i Danske Arkitektvirksomheder, Julie Holt, projektleder i Gate 21 og Jakob Klint, chefrådgiver hos Kuben Management.

På dagen skal der blandt andet tales om dagslys som bærende element i boligrenoveringer samt om det specifikke projekt på Gl. Jernbanevej.

Arrangementet er gratis, og tilmelding skal ske senest i dag den 6. december. Information om tilmelding kan findes på Kuben Managements hjemmeside.

Dagens Byggeri skrev om selve byggeriet i september.

Relateret indhold