Malervirksomhed kæmper for energieffektiviseringer

Dyrups gamle lokaler i Søborg gennemgår jævnligt nye energiforbedringer, der har sikret virksomheden en årlig besparelse på næsten seks GWh.
Malervirksomheden Dyrup har siden 2009 gennemført en række energibesparende projekter. Foto: Colourbox.
Malervirksomheden Dyrup har siden 2009 gennemført en række energibesparende projekter. Foto: Colourbox.

Hos Dyrup ønsker man at beholde hovedkvarteret i Søborg i dets oprindelige form, og derfor må der årligt tænkes energibesparende projekter ind i virksomhedens budget. Indtil nu har det betydet en årlig energibesparelse på næsten seks GWh.

Det fortæller ansvarshavende for energi, sikkerhed og vedligeholdelse af bygningsmassen på Dyrups bygninger, Jan Hollender, i et interview med Ingeniøren.

Vi ville gerne bevare bygningernes originale udseende, og så må vi leve med, at jernrammerne udgør en mindre kuldebro.

Jan Hollender Dyrup

En af de helt store projekter, som bygningerne har gennemgået, er udskiftningen af 900.000 kubikmeter naturgas til lokal fjernvarme.

– Jeg syntes, at vi brugte rigtig meget naturgas både til opvarmning og procesvarme. Omkostningerne til el og varme lå på cirka 12 millioner kroner årligt. I dag bruger vi mellem 7,5 og 8 millioner kroner, fortæller Jan Hollender til Ingeniøren.

Oprindelige vinduer

Dyrup har siden 1934 haft til huse på en 120.000 kvadratmeter stor grund i Søborg nord for København. Og det oprindelige udseende har været vigtigt at bevare. Det gjaldt også for de gamle vinduer med jernrammer, hvor hundredevis af enkeltglas er blevet udskiftet med termoruder.

– Vi ville gerne bevare bygningernes originale udseende, og så må vi leve med, at jernrammerne udgør en mindre kuldebro, fortæller Jan Hollender i interviewet.

Dyrup blev grundlagt i 1928 af Sigurd Dyrup og blev i 1932 valgt som leverandør af rustbeskyttelse til den første Lillebæltsbro. Siden 2012 har Dyrup A/S været ejet af det amerikanske malerfirma PPG.

Relateret indhold