Lej din grønne varme

Undgå dyrt køb af varmepumpe og betal kun for varmen. Det er grundlaget for Best Greens forretningskoncept.
Best Green tilbyder alternative løsninger til varme fra olie- og gasfyr. Foto: Anders Melchiorsen.
Best Green tilbyder alternative løsninger til varme fra olie- og gasfyr. Foto: Anders Melchiorsen.

Best Green

  • Et årligt abonnement på nærvarme fra Best Green koster 5.000 kr. og en fast, lav varmepris per forbrugt kWh varme, du bruger.
  • Best Green refunderer varmepumpens elforbrug med en pris der svarer til den gennemsnitlige elpris, der betales ved opnåelse af reduceret elafgift.
  • Når du får nærvarme fra Best Green, indregner virksomheden alle tilgængelige tilskud i prisen.
  • Med nærvarme er der et mindste forbrug på 13.500 kwh varme om året. Det svarer til en udgift på 16.475 kr. om året inklusiv abonnement.
  • (Kilde: Best Green).

Nu er det muligt at leje sig til grøn varme, fremfor selv at købe varmepumpe, når oliefyret skal udskiftes. Virksomheden Best Green har baseret sin forretning på at sælge en samlet løsning med varme og service, i stedet for at privatpersoner og virksomheder for egen regning skal bruge penge på varmepumper og efterfølgende montering og servicering.

– Vi sørger for det hele. Selve varmepumperne samt levering, montering og servicering af dem, siger direktør i Best Green, Simon Bak Kristensen.

Vi sørger for det hele. Selve varmepumperne samt levering, montering og servicering af dem

Simon Bak Kristensen – direktør i Best Green.

Kunden betaler et lavt oprettelsesgebyr, et årligt abonnement samt en fast lav varmepris på 0,85 kWh, mens Best Green betaler for varmepumpens elforbrug.

Specielt i landets yderområder kan det, ifølge direktøren, være en stor fordel med Best Greens løsning.

– Steder i landet, hvor huse koster omkring en halv million, kan det være svært at låne til boligforbedringer. I de områder oplever vi meget stor interesse for vores løsninger, siger Simon Bak Kristensen.

Det er, ifølge Best Green, muligt at spare op til 15-20 procent på varmeregningen, når man går fra oliefyr til virksomhedens nærvarmeløsninger. Samtidig er det en stabil og enkel varmeløsning, og det er muligt at få fuldt overblik over forbruget online.

Kommuner er med

Også store projekter i kommuner står Best Green for.

– Vi har et projekt i Vejle Kommune, hvor ønsket var at udskifte til varmepumper i et stort offentligt byggeri. Løsningen skulle kun være midlertidig, da bygningerne vil blive koblet på fjernvarmenettet seks år ude i fremtiden, siger han.

Når kommunen ikke har brug for anlægget mere kommer Best Green og afmonterer, uden det medfører en ekstraregning.

Ingen fjernvarme

Virksomhedens løsninger giver mening i områder, hvor man selv skal stå for opvarmningen af ens hus eller firma, og hvor der ikke er pligt til at koble sig på fjernvarmenettet.

– Det er ikke muligt at konkurrere med fjernvarmeselskaberne de steder i landet, hvor der er tilslutningspligt, men vores løsning er god i langt de fleste tilfælde, hvor man leder efter en god og stabil varmeforsyning, der samtidig er miljøvenlig, siger Simon Bak Kristensen.

Særligt i yderområderne giver det, ifølge Simon Bak Kristensen, god mening at tegne abonnement hos Best Green. Han fremhæver Lolland som et eksempel på et område, hvor virksomheden har godt fat i kunderne.

– Typisk er det i de områder ikke muligt at låne store summer i boligen til energiforbedringer, og derfor er det oplagt med vores løsninger, siger han.

Til opsætning af varmepumperne samt løbende servicering har Best Green allieret sig med VVS’ere rundt i hele landet, så alle virksomhedens kunder er sikker på en hurtig service.

Virksomheden har en stand til Energiforum 2018, der løber af stablen på Hotel Nyborg Strand den 6-7. marts. Temaet for Energiforum 2018 er byggeriets rolle i den grønne omstilling.

Simon Bak Kristensen er direktør i Best Green. Foto: Anders Melchiorsen.
Simon Bak Kristensen er direktør i Best Green. Foto: Anders Melchiorsen.

Relateret indhold