Københavns Kommune sparer 3,4 millioner med ny LED-belysning

Offentlige bygninger i Københavns Kommune skifter i 2019 den gamle belysning ud med energieffektiv LED-belysning, og det medfører en årlig besparelse på 3,4 millioner. Et EU-program støtter de danske kommuner i omstillingen til LED-belysning.
Københavns Kommune installerer LED-belysning og sparer 3,4 millioner. Foto: Casper Kofod.
Københavns Kommune installerer LED-belysning og sparer 3,4 millioner. Foto: Casper Kofod.

Det skal være slut med klasseværelser og kontorlandskaber, hvor lyset står tændt efter lukketid.

I Københavns Kommune er man nemlig i fuld sving med at udskifte gamle belysningsanlæg til ny energieffektiv LED-belysning. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Udskiftningen til LED-belysning i Københavns Kommunes offentlige bygninger med et samlet areal på ca. 97.000 kvm giver årligt en besparelse på 3,4 millioner kroner.

Bedre lys og en god forretning

Det er skoler, daginstitutioner og botilbud for ældre, som får ny belysning.

Ifølge Thomas Maare fra Københavns Ejendomme & Indkøb, der står for udskiftningen, giver LED-belysningen både bedre lys og store besparelser for kommunen.

– Ved at installere intelligent LED-lys, der slukker, når der ikke er nogen i lokalerne og dæmper belysningen ved meget dagslys, bliver det en god forretning, fortæller han.

Udskiftningen til LED-belysning i København Kommunes offentlige bygninger er en del af den 2025-plan, der skal gøre kommunen CO2-neutrale i 2025.

EU-initiativ kommer til gavn for kommunerne

Det er ikke kun i Københavns Kommune, at bedre lyskvalitet er på dagsordenen.

Rundt om i landet har mere end 300 belysningsansvarlige – herunder repræsentanter fra mere end to tredjedele af landets kommuner – deltaget i kurser og undervisning udbudt af det EU-initiativet PremiumLight-pro.

Med blandt andet nye vejledninger, undervisning og god praksis forsøger EU-programmet at afværge de dårlige produkter, der eksisterer mange af på det europæiske LED-marked.

– LED-markedet rummer desværre mange billige produkter af ringe kvalitet, og det har givet mange en dårlig oplevelse med LED. Det er ærgerligt, da LED ellers kan give højere lyskvalitet og desuden nye spændende former for belysning, der kan skabe et bedre arbejdsmiljø. Skiftet til LED vil ske under alle omstændigheder, men det vil gå væsentligt hurtigere, hvis kunder og indkøbere får gode oplevelser med kvalitetsprodukter, siger Casper Kofod, der er leder for PremiumLight-pro i Danmark.

EU-programmet PremiumLight-pro gennemføres i en række EU-lande og har til samtidigt formål at fremme implementering af energieffektiv LED-belysning.

På EU-plan forventes det, at initiativet kan spare 200 millioner kroner årligt.

Relateret indhold