Der er gode muligheder for at udnytte den varmeenergi, der kommer fra jordens indre, i det meste af Storkøbenhavn. Den geotermiske varme kan omdannes til fjernvarme og erstatte opvarmning med f.eks. olie, gas eller el.
Nu har Vestforbrænding, der bl.a. leverer fjernvarme og elektricitet i 19 sjællandske kommuner, og energiselskabet Innargi indgået en aftale om at etablere geotermi til fjernvarme. I første omgang fra et anlæg i Lyngby-Taarbæk Kommune.
Borerig skaber grøn danmarkshistorie på Aarhus Havn
Vestforbrænding er allerede i fuld gang med en omfattende plan for, at 39.000 nye fjernvarmekunder i Ballerup, Herlev, Gladsaxe, Lyngby-Taarbæk, Furesø, Frederikssund og Egedal omstiller fra olie- og gasforsyning til fjernvarme.
Geotermi, overskudsvarme og CO2-fangst
Planen vil næsten fordoble Vestforbrændings varmeleverancer og gøre netværket til et af de største i Danmark. Ved også at arbejde med geotermi til fjernvarme øges forsyningssikkerheden.
– Vi får brug for meget mere fjernvarme i fremtiden, og for at fjernvarmen baseres på flere forskellige kilder, fordi det giver en robust forsyning og sikrer forbrugerne stabile og lave priser. Her passer geotermi perfekt ind. Når forbrugerne skifter den individuelle varmekilde ud med fjernvarme, så slipper de også ud af et afhængighedsforhold til prisen på en enkelt energikilde, uanset om det er olie, gas eller el, siger Steen Neuchs Vedel, direktør for Vestforbrænding.
Øvrige nye varmekilder er eksempelvis overskudsvarme fra virksomheder og CO2-fangst.
Gode betingelser
For Innargi betyder aftalen, at der tages hul på geotermisk produktion fra det geologiske reservoir, der ligger under det meste af Storkøbenhavn. Adm. direktør Samir Abboud siger:
CO2-fangst på budgettet – vil fjerne 900.000 tons CO2 fra København
– De geologiske betingelser for at etablere geotermi til fjernvarme er virkelig gode i det storkøbenhavnske område. Så projektet er forhåbentligt blot det første af flere med Vestforbrænding, der skal rulle meget mere fjernvarme ud. Samtidig får vi gjort mulighederne meget håndgribelige for de andre storkøbenhavnske fjernvarmeselskaber, der også udbygger deres net og overvejer alternativer til biomasse.
Seismiske undersøgelser
Lige nu gennemføres seismiske undersøgelser af undergrunden i Lyngby-Taarbæk Kommune, hvor det er planen, at anlægget skal placeres. Vestforbrænding og Innargi er i dialog med kommunen, men der er ikke givet tilladelser eller udpeget en bestemt lokation.
Anlægget forventes at blive på 26 MW, hvilket svarer til forbruget i 10.000 husstande.
Når de tre parter til enighed, er der forventet borestart i 2026. Den første varme vil i så fald kunne leveres fra 2028.