Miljø- og Ligestillingsministeriet indgik i går en aftale med kommunerne Thisted, Lemvig, Holstebro og Ringkøbing-Skjern om kystsikring de næste fire år til en værdi af 1,3 mia. kroner.
En aftale, som ifølge Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI) viser et skridt i den rigtige retning i statens involvering i klimatilpasningen i Danmark.
Aftalen er en videreførelse af de penge, som blev sat af i finansloven til accelerationspakken for kystbeskyttelsen, som nu bliver investeret i nogle af de mest udsatte kystområder i Danmark.
900 millioner skal kickstarte kystsikring i 14 områder
– En af de helt centrale udfordringer for klimatilpasningen i Danmark har været ansvarsfordelingen mellem stat og kommunerne i forhold til den økonomiske ramme, siger adm. direktør i FRI, Henrik Garver, og fortsætter:
– Dagens aftale viser et større statsligt økonomisk ansvar, der giver gode forudsætninger for den kommende Klimatilpasningsplan 2, som vi stadig afventer et udkast til fra Miljø- og Ligestillingsministeriet.
Et investeringsbehov ud over det sædvanlige
Det er ifølge FRI positivt, at der kommer noget af finansieringen på plads til kystsikring, som er en af hovedopgaverne for at sikre Danmark mod kommende klimaændringer.
Det er dog en brøkdel af den finansiering, som der i virkeligheden er behov for, lyder det fra FRI med henvisning til en DTU-rapport fra 2024, der konkluderede et investeringsbehov på den anden side af 100 mia. kroner for at imødekomme potentielle skader til en værdi af 400 mia. kroner.
Milliarddyre vejrskader rammer Danmark skævt: ”Opgaven skal løftes i flok”
– Rapporten satte en tyk streg under, at vi har travlt her i Danmark. Vi kigger ind i et investeringsbehov ud over det sædvanlige, hvor vi lige nu ser på summer, afsat af regeringen, som svarer til et samlet sommertransfervindue blandt holdene i Superligaen, siger Henrik Garver og fortsætter:
– Det er ikke holdbart i længden, og det er derfor vi meget gerne ser et bud på en Klimatilpasningsplan 2 meget snart.
Sidder med en stor viden
Der er efterhånden flere aktører, som er kommet på banen med bud på løsninger til en ny klimatilpasningsplan.
Blandt andet har de rådgivende ingeniørvirksomheder Rambøll, Niras, WSP, Artelia og Cowi i fællesskab udarbejdet fem bud på, hvad den bør indeholde.
Cowi vinder rådgiveropgave om kystsikring af kritisk infrastruktur
– Vi er nogle af de aktører, som sidder med en stor viden på det her område, hvilket også har resulteret i konkrete bud på, hvad der skal til for at løse den her store opgave, siger Henrik Garver.
