Solskinstimer spiller en vigtig rolle i Region Syddanmarks bestræbelser på at blive en bæredygtig, grøn region. Grundet regeringens ophævelse af anlægsloftet har regionen fremrykket en investering på 35 millioner kroner for at få endnu flere solceller på de syddanske sygehustage.
Det er regionens nye sygehusbygninger i Kolding, Esbjerg, Aabenraa og de nye psykiatrisygehuse i Aabenraa og Esbjerg, der ved hjælp af droneoverflyvninger er blevet screenet for egnede tagflader. Screeningen har vist, at der på de nye bygninger er plads til solcelleanlæg på 12.000 kvadratmeter – et areal svarende til tre fodboldbaner.
Solskin laver strøm til sygehuse
Med de ekstra 12.000 kvadratmeter solcelleanlæg udvider regionen solcelleanlæggene på sygehustagene med cirka 50 procent. I 2012 opstillede Region Syddanmark 25.000 kvadratmeter solcelleanlæg på sygehusenes ledige tagflader og på regionshuset i Vejle. Det var dengang Danmarks største enkeltinvestering i solcelleanlæg, og udgiften løb op i 82 millioner kroner.
– Vi tager klimaudfordringerne alvorligt. Derfor har vi forpligtet os på at sætte fart på grønne investeringer blandt andet ved at øge produktionen af grøn strøm på vores sygehuse. Og vi sætter handling bag ordene. For en måned siden tog vi den 2,4 hektar store solcellepark ved Nyt OUH i brug, og nu får vi sat yderligere 12.000 kvadratmeter solcelleanlæg op på de nye bygninger ved Sygehus Lillebælt, Sydvestjysk Sygehus, Sygehus Sønderjylland og i Psykiatrien, så der bliver produceret solstrøm på hver eneste ledige tagflade, fortæller formand for regionens anlægs- og innovationsudvalg Karsten Uno Petersen (S).
Udvidelsen af solcelleanlægget har været i udbud, og det bliver El:Con, der skal levere og opsætte solcellerne på alle enheder. Det er planen, at solcelleanlæggene skal etableres allerede i år.
Når udvidelsen af solcelleanlæggene på sygehustagene er færdig, vil anlæggene samlet set kunne yde 5200 MWh om året. Det svarer til strømforbruget for knap 1600 husstande.