Får fem år til at energioptimere FN Byen

Bravida har vundet en Technical Facility Management-aftale til 45 mio. kr. og skal de kommende fem vedligeholde og energioptimere FN Byen.
Velfungerende og mere bæredygtige bygninger er en af Bravidas kernekompetencer. Nu skal leverandøren af tekniske totalløsninger inden for service og installation også vedligeholde og opgradere den tekniske side af FN Byen. Foto: Adam Mørk

FN Byen på Marmormolen i København stod færdigopført i 2014. Hver dag er den stjerneformede bygning arbejdsplads for ca. 1.500 FN-medarbejdere, og deres dagligdag på kontorerne skal nu serviceres af Bravida, der har fået ansvaret for at sikre optimalt vedligehold af bygningens 45.000 kvm de kommende fem år.

Facility Management-aftalen omhandler indvendigt og udvendigt bygningsvedligehold, arealpleje og vintertjeneste samt vedligehold af tekniske anlæg og installationer. Bravida skal især have stort fokus på energioptimering og mere bæredygtige løsninger.

Christian Gaardboe Carlsen, der er regionsdirektør FM og Energi i Bravida, siger:

– Aftalen understøtter Bravidas positionering som Technical Facility Management-leverandør, og vi er glade for, at flere og flere kunder vælger rene Hard FM-aftaler og de fordele, som det giver.

Læs også: Bravida forpligter sig til fastsat CO2-reduktion

Bravida vil beskæftige en fast tilknyttet Technical Facility Manager samt to teknikere. Desuden forventer selskabet at aftalen set over et år vil beskæftige yderligere ti teknikere til udførelse af serviceeftersyn, lovpligtige eftersyn samt reparations- og optimeringsopgaver.

FN Byen er 45.000 kvm stor, seks etager høj og udformet som en ottetakket stjerne. Der er fra start lagt vægt på, at bygningen skal være bæredygtig og miljøvenlig. Foto: Adam Mørk
FN Byen er 45.000 kvm stor, seks etager høj og udformet som en ottetakket stjerne. Der er fra start lagt vægt på, at bygningen skal være bæredygtig og miljøvenlig. Foto: Adam Mørk

Kontraktsum: 45 mio. kr.

Det er udenrigsministeriet, der på vegne af FN har valgt Bravida som partner på FN Byens Hard FM-aftale for de næste 5 år. Den samlede kontraktsum beløber sig til 45 mio. kr.

Lars Finn Poulsen, chefkonsulent i udenrigsministeriet, siger:

– Bravida har budt ind med en organisering, der sikrer hurtig og effektiv tilrettelæggelse af opgaven samt en høj grad af egen leverance, der sikrer høj oppetid på de tekniske installationer.

Aftalen er gældende til og med d. 30. april 2028.

Relateret indhold