EWII får britisk hjælp til at bruge halv milliard

De gamle el-kabler i Trekantsområdet trænger til en udskiftning, så leveringssikkerheden kan fastholdes og el-nettet udbygges. Et værktøj til prioritering vil være en stor hjælp for Trefor El-net, der i øjeblikket samarbejder med britiske OrxaGrid.
Hvis svagheder i Trefors el-net kan forudsiges præcist ved hjælp af data, kan udskiftningen kabler målrettes. Det vil gøre en kæmpe forskel, og beløbet til vedligeholdelse kan række længere, lyder det fra el-forsyningschef Per Sørensen (th) og projektleder for drift og vedligehold Thomas Temløv. Foto: Hans-Henrik Lærke.
Hvis svagheder i Trefors el-net kan forudsiges præcist ved hjælp af data, kan udskiftningen kabler målrettes. Det vil gøre en kæmpe forskel, og beløbet til vedligeholdelse kan række længere, lyder det fra el-forsyningschef Per Sørensen (th) og projektleder for drift og vedligehold Thomas Temløv. Foto: Hans-Henrik Lærke.

KOLDING: Højt på ønskelisten hos elforsyningsselskabet Trefor El-net, som er en del af EWII-koncernen, står en software, som kan prioritere udbedringen af el-nettet. Flere af de cirka 5000 kilometer kabler er nemlig ved at være slidte og forårsager brud. Det betyder, at Trefor El-net frem mod 2040 regner med at skulle bruge en halv milliard kroner på udskiftning. Men hvor er behovet mest presserende? Hvor truer den næste strømafbrydelse?

– Vi har et stort net i Trekantsområdet, og en del af kablerne er helt tilbage fra 1960’erne og 70’erne. Dem ser vi flere og flere brud på, men mange af dem kan stadig holde nogle år, inden de skal skiftes ud. Spørgsmålet for os er, hvor længe de kan leve uden at fejle og resultere i strømafbrydelser, siger el-forsyningschef hos Trefor El-net Per Sørensen.

Trefor El-net, der har cirka fem procent af Danmarks el-net, står langt fra alene med udfordringen. Frem mod 2030 skal den samlede danske el-forsyning have op mod 30 milliarder kroner op af lommen.

– Der er altså mange penge at spare, hvis nogle af kablerne kan leve længere, men der er usikkerhed om, hvilke strækninger der kan holde, og hvilke der skal skiftes først. Derfor handler det om prioritering, og nutidens værktøjer er ikke gode nok, siger Per Sørensen.

Trefor El-net skal nu i gang med at udskifte det aldrende net, og prioriteringen i kabeludskiftningen sker blandt andet på baggrund af kablernes betydning for kunderne og antal brud på en given strækning. Har der været for mange brud på for kort tid, skal der forventeligt lægges nye kabler.

Forudsigelse giver sikkerhed

– Hver strømafbrydelse har værdi for kunderne, fortæller el-forsyningschefen og tilføjer i umiddelbar forlængelse, at Trefor El-net har en leveringssikkerhed på 99,996 procent. Det kan omregnes til 20-25 minutters afbrydelse pr. kunde årligt.

– Vi er aldrig i tvivl, når der er sket brud, og strømmen falder ud, så får vi besked i vores kontrolcenter, siger Per Sørensen, der også nikker genkendende til varme telefonlinjer med kunder, der savner lys i hjemmet eller tv-signal.

Det er betydeligt mere vanskeligt at forudsige fremtiden, men dermed ikke sagt, at det er umuligt. Attråværdigt er det i hvert fald. I forbindelse med accelerator-programmet Urbantech har EWII og Trefor El-net derfor indledt et samarbejde med OrxaGrid. Den britiske startup-virksomhed kan muligvis hjælpe elforsyningsselskabet med at udpege de dele af netværket, som er mest sårbare for brud og derfor skal udskiftes først.

– OrxaGrid har haft fokus på tab af energi i forbindelse med tyveri. Det er ikke vores udfordring, men de arbejder med at diagnosticere kabelnettet, så man kan forudsige, om det er ved at fejle eller ej, siger el-forsyningschefen.

Megadata er vejen frem

Thomas Temløv er projektleder for drift og vedligehold hos Trefor El-net. Han er manden, der forsyner OrxaGrid med en perlerække af data, som de kan anvende i deres arbejde. Det kan omhandle antallet af kabler, deres alder, hvem og hvor mange de forsyner med el og hvor meget mere, nettet vil blive belastet i de kommende år.

– Partnerskabet virker lovende. De har måske en løsning, som vi kan bruge, siger han om samarbejdet, der har stået på en måneds tid.

– De ser på de samme data, som vi også selv kigger på i vores ingeniør-excelark med fejlstatistikker. De kan dog arbejde med rigtig meget data, det kan vi ikke gøre lige så hurtigt og effektivt. Vi kan måske godt komme frem til samme svar, men i dag baserer noget sig på mavefornemmelse og erfaring, siger Thomas Temløv, der vurderer, at briternes øgede brug af data kan være den helt rigtige vej at gå.

– Vi håber, at partnerskabet kan ende ud i en software, der overskueliggør vores el-net, og som kan vise os, hvor det næste brud vil ske. I så fald kan vi bruge den halve milliard, vi skal bruge på udskiftninger, i den rigtige rækkefølge.

I tillæg til udskiftninger af det eksisterende net går Trefor El-net også en fremtid i møde, hvor nye energikilder skal tilkobles. Det gælder eksempelvis det stigende antal private energikilder – såsom solpaneler på parcelhuse. Samtidig belaster et stigende forbrug el-nettet, der i sin nuværende tilstand ikke vil kunne klare, hvis husstand efter husstand sætter en el-bil til ladning efter fyraften.

– Vi er nødt til at kigge på det eksisterende el-net, men vi kigger også på nye el-kilder som varmepumper, sol og vind, siger Per Sørensen.

Relateret indhold