Energistyrelsens rejsehold letter omstillingen til varmepumper

Decentrale kraftvarmeværkers omstilling til eldrevne varmepumper frem for naturgas har både økonomiske og miljømæssige fordele.
Varmepumper benytter strøm til fjernvarmeproduktion, hvilket er økonomisk fordelagtigt, når vinden blæser og elforbruget er lavt. Foto: Colourbox.
Varmepumper benytter strøm til fjernvarmeproduktion, hvilket er økonomisk fordelagtigt, når vinden blæser og elforbruget er lavt. Foto: Colourbox.

På Finansloven 2015 er i alt 67 mio. kr. øremærket rådgivning af varmeværker og kommuner i omstillingen til varmepumper. Der er afsat 55 mio. kr. til støtte og demonstrationsprogrammer samt 12 mio. kr. til Energistyrelsens rejsehold, fremgår det af Energistyrelsen.

Rejseholdet har til formål at rådgive kommuner og varmeværker om fordelene ved at omstille fra naturgas til eldrevne varmepumper, der kan gøre brug af lokale ressourcer såsom grundvand, fremhæver Energistyrelsen.

Store varmepumper passer godt sammen med store mængder vindkraft. De giver klimavenlig varmeproduktion og kan bidrage til lavere varmepriser.

Rasmus Helveg Petersen Klima-, energi- og bygningsminister

Klimaminister Rasmus Helveg Petersen forventer brug af tilbuddet.

– Jeg har sendt brev til kommunalbestyrelserne i landets kommuner, der har ansvaret for varmeplanlægning, om de nye tilbud, som jeg har store forventninger til, siger han.

Grønt potentiale

Varmepumper benytter strøm til fjernvarmeproduktion, hvilket er økonomisk fordelagtigt, når vinden blæser, og elforbruget er lavt. I denne situation sænker varmepumperne prisen på forbrugernes varmeregning.

Energistyrelsen fremhæver et eksempel i Gl. Rye, hvor kraftvarmeværket har installeret en eldrevet varmepumpe, hvilket har resulteret i en årlig reduktion på 3000 kr. på en almindelig husejers varmeregning.

Varmepumperne er essentielle for fremtidens energisystem, da de netop passer til fleksibelt elforbrug og -produktion, således at vindenergien udnyttes optimalt. Der er hermed miljømæssige fordele i omstillingen fra naturgas til eldrevne varmepumper til opvarmningen af boligmassen.

– Store varmepumper passer godt sammen med store mængder vindkraft. De giver klimavenlig varmeproduktion og kan bidrage til lavere varmepriser. Med den markante udbygning af vindkraften i Danmark og vore nabolande frem mod 2020, er det nu, fjernvarmesystemet skal i gang med at omstille sig til mere grøn energi, siger Rasmus Helveg Petersen om rejseholdet, der forventes at starte op i maj 2015.

Relateret indhold