28 partnere bestående af administratorer og bygningsejere i Aarhus har siden medio 2020 deltaget i det energibesparende netværk Energispring Aarhus. Deltagerne er bl.a. en lang række boligselskaber, flere uddannelsesinstitutioner, pensionsselskaber, projektudviklingsselskaber, Aarhus Kommunes Ejendomme mv.
Netværket udspringer af Aarhus Kommunes Klimaplan 2016-2020 og er forankret hos energiselskabet Kredsløb, som stiller fjernvarmedata fra netværksdeltagernes bygningsmasse til rådighed for analyse og videndeling.

Genbrug! må der til – DAC kommer hele vejen rundt i ny udstilling
De mange partnere stiller tilsammen 377 bygninger med et samlet bygningsareal på 5,5 mio. kvm til rådighed for analyse og videndeling om bygningsdrift, energioptimering og energirenovering. De er allerede lykkedes med at sænke deres samlede energiforbrug med 19.035 MWh (akkumuleret i perioden 2020-2023).
Nu har parterne underskrevet en aftale om at styrke partnerskabet i Energispring version 2.0. Borgmester Anders Winnerskjold ser et stort potentiale i at få endnu flere af byens bygningsejere med ombord i Energispring 2.0 – til gavn for de enkelte virksomheder, men også for Aarhus’ samlede energiforbrug.

– Vores største kilde til uudnyttet energi ligger i vores energiforbrug. På tværs af virksomheder og offentlige institutioner skal vi derfor i langt højere grad end i dag øge effektiviteten i den måde, som vi bruger energi på. Den grønne omstilling kræver en omfattende udbygning af grøn energi og elektrificering af samfundet. Men grønne kilder til energi er ikke en uudtømmelig ressource. Vedvarende energi og øget energieffektivitet er derfor hinandens forudsætninger, når vi skal nå vores fælles og individuelle klimamål. Det er derfor helt afgørende, at vi samarbejder om at opnå besparelser og deler de gode løsninger. På den måde bliver Aarhus også et foregangseksempel, siger borgmesteren.
Kalder til fælles handling
I samarbejde med erhvervspartnerskabet Klimaalliancen Aarhus er ambitionen fremadrettet at løfte energieffektiviseringsdagsordenen bredt set og skabe fælles handling, som nedbringer energiforbruget i Aarhus.

Aarhus’ borgmester: Her skal man kunne bo hele livet, men det kræver en mere fleksibel boligmasse
Forventningen er, at medlemstallet kan være øget til 56 inden udgangen af 2025. Adm. dir. i Kredsløb, Bjarne Munk Jensen, siger:
– Kommune, forsyning, erhvervsliv og bygningsejere kan for alvor rykke på målsætningen og føre mærkbare energibesparelser ud i livet, når vi står sammen. Derfor er jeg glad for, at der er stor velvilje til at styrke Energispring med endnu flere stærke medlemmer.
Ser stort potentiale
Også Nicolaj Bang, rådmand for Teknik og Miljø, deler optimismen om partnerskabet. Han ser et stort potentiale i Energispring 2.0.

Når energisparemål 7 år før tid: Kommune øger kravet til eget energiforbrug
– Energibesparelser er en af de lavthængende frugter, når det kommer til reduktion af CO2-udledningen. Det er vigtigt, at vi er opmærksomme på, om det har konsekvenser for brugerne, og vi skal konkretisere og synliggøre CO2-besparelserne, så andre kan lade sig inspirere. Det kræver også et styrket samarbejde mellem blandt andre erhvervsliv og kommune.
Energispring Aarhus er inspireret af Energispring, et koncept udviklet af Københavns Kommune og Hofor.