De fleste kan blive enige om, at Danmarks energiforsyning har godt af, at flere vindmøller bliver opstillet. Støtten forsvinder dog ofte ligeså hurtigt, hvis de store maskiner skal opføres i vores baghave.
En ny undersøgelse foretaget af Analyse Danmark for Ingeniørforeningen, IDA, blandt ca. 2.000 danskere viser dog, at 64 % vil i høj eller meget høj grad være generet af at bo i nærheden af en motorvej eller en lufthavn, mens 21 % svarer i samme kategorier, når det gælder vindmøller.
Læs også: Grøn vækst: Fem borgmestre og én minister går sammen om mere havvind
Færrest – omkring hver tiende – forudser, at de vil være plagede af at være nabo til brintanlæg eller solcelleparker.
Og det overrasker formand for IDA, Laura Klitgaard:
– Man får hurtigt indtryk fra den offentlige debat af, at der er stor modstand mod at bo i nærheden af produktionen af den vedvarende energi, så jeg er faktisk positivt overrasket over den refleksion og accept i befolkningen, som kommer til udtryk i den forholdsvist lave modstand mod at være nabo til enten vindmøller eller solcelleparker, siger hun.
Holdningen i undersøgelsen afviger ikke markant på tværs af landsdelene.
Afgørende for grøn omstilling
Laura Klitgaard mener, at resultaterne sender et vigtigt signal både lokalt og nationalt:
– Danmark står i en svær situation, hvor alt, alt for få vindmøller bliver rejst på land, og det er derfor enormt opmuntrende, at hverken energibranchen eller politikerne tilsyneladende skal holde sig tilbage af frygt for en markant modvilje i befolkningen, siger Laura Klitgaard og fortsætter:
– Det er afgørende for den grønne omstilling, at der er en grundlæggende åbenhed for at leve i nærheden af den nye infrastruktur, som er nødvendig i et samfund drevet af vedvarende energi, og landvind er den allerbilligste strøm, vi kan producere.
Kommer uundgåeligt tættere på
Befolkningsundersøgelsen er forløber for en nærmere kortlægning af de naboproblematikker, der kan opstå ifm. placering af energianlæg på land, som IDA gennemfører til efteråret:
– Hvis Danmark skal realisere politikernes vision om en firedobling af sol- og vindenergi på land i 2030, kommer produktionen uundgåeligt tættere på, hvor vi lever og bor. Derfor skal vi blive så kloge som muligt på de problemer, der opstår ifm. placeringen af energianlæggene, og vi ser frem til at hjælpe både brancherne og politikerne med at fjerne sten på vejen, siger Laura Klitgaard.
Den kommende kortlægning vil udover problemets omfang identificere og udbrede eksempler på, hvordan de kan løses rundt omkring i landet.