Bispebjerg Hospital etablerer kæmpe energiløsning

Bispebjerg Hospital etablerer nu et grundvandsanlæg, der skal levere hovedparten af energien til opvarmning af nedkøling af hospitalet.
Grundvandsanlægget på Bispebjerg kan tjene sig selv ind på under 10 år. Foto: Colourbox.
Grundvandsanlægget på Bispebjerg kan tjene sig selv ind på under 10 år. Foto: Colourbox.

I fremtiden skal Bispebjerg Hospital kunne pumpe kulde og varme op af jorden – billigt og miljøvenligt. Det er blevet besluttet at etablere et såkaldt ATES-anlæg, der kan hente koldt grundvand op og bruge det til at køle det nye hospital og psykiatri med om sommeren. Når vandet så er blevet varmet op, leder man det ned i jorden, hvor varmen kan lagres. Om vinteren kan det varme vand hentes op og bruges til at opvarme med. På den måde kan hele kølebehovet og cirka halvdelen af varmebehovet på det nye hospital og psykiatri blive dækket. Hofor leverer den resterende fjernvarme. Det oplyser Bispebjerg Hospital i en pressemeddelelse.

For at etablere løsningen, skal der trækkes rør og bores huller på hospitalsområdet. I alt skal der bores 12 huller på 100 meters dybde rundt på det 26 hektar store område. Desuden graves cirka 4 kilometer rør ned, hvilket svarer til, at cirka 2.000 kubikmeter jord skal graves væk.

Det er umagen værd. Det er dyrere at etablere end konventionelle løsninger. Til gengæld er driftsomkostningerne så meget lavere, at merudgiften er tilbagebetalt i løbet af mindre end ti år.

Carsten Nyboe Entreprisechef, Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg

– Det siger sig selv, at vi støder på mange forhindringer i form af træer, bygninger og andre rør i jorden, og vi kommer til at være til gene på hospitalsområdet. Men det er umagen værd. Det er dyrere at etablere end konventionelle løsninger. Til gengæld er driftsomkostningerne så meget lavere, at merudgiften er tilbagebetalt i løbet af mindre end ti år, siger entreprisechef Carsten Nyboe fra Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg.

Bedre priser

Parallelt med etableringen af ATES-anlægget laves også et nyt nødstrømsanlæg, når der alligevel skal graves på kryds og tværs af området. I første omgang blev opgaven med både at etablere ATES- og nødstrømsanlæggene budt ud sammen med 20 års drift i et såkaldt Offentligt-Privat-Partnerskab. Der kom dog kun ét bud på opgaven, og strategien er nu ændret, så opgaven bydes ud i fem delopgaver: ATES, nødstrøm, teknikhus, boring af huller og rørlægning.

– Vi vurderer, at vi kan få bedre priser ved at hente kompetencer ind til hver enkelt delopgave såsom etablering af ATES, etablering af nødstrøm, boring af huller. Vi kommer selv til at koordinere snitfladerne mellem delopgaverne, og det betyder, at vi placerer en stor del af risikoen hos os selv frem for hos en entreprenør. Dermed forventer vi også at kunne holde priserne på de enkelte opgaver nede, siger Carsten Nyboe.

Relateret indhold