Fra politisk side har Danmark længe gerne villet være frontløber på sol- og vindenergi, men den usikre produktion, der afhænger af vejret – og deraf store udsving i elpriserne til følge – har bragt debatten om atomkraftteknologi tilbage i medierne, blandt danskerne og på Christiansborg.
I 1985 vedtog Folketinget, at atomkraft ikke skal indgå i dansk energiplanlægning, hvilket betyder, at der med Elforsyningsloven er et reelt forbud mod at etablere nukleare produktionsanlæg med henblik på elproduktion i Danmark.
Danmark får et af verdens højeste klimamål – skal nu “se på, hvad det koster, og hvem der skal betale”
Den nuværende regering ser stadig ikke konventionel atomkraft for relevant i Danmark, men de senere år har der været en stigende interesse for nye atomkraftteknologier som små modulære reaktorer (SMR) i Danmark og i EU.
I foråret 2025 besluttede Folketinget derfor at sætte gang i arbejdet med at uddybe potentialer og risici ved nye atomkraftteknologier herhjemme.
3 overordnede spor
Nu er grundlaget for en analyse klart, og man er godt i gang med selve arbejdet, der har tre overordnede spor:
- Energisystem: Afdækning af SMR-løsningernes muligheder og begrænsninger herunder økonomiske ift. indpasning i et fremtidigt dansk energisystem.
- Regulering, myndighedsstruktur og kompetencer: Afdækning af, hvad det vil kræve – og hvornår – såfremt forbuddet mod atomkraft med henblik på elproduktion skulle ophæves i Danmark, i forhold til regulering, myndighedsstruktur og kompetencer, herunder til afdækning af risici ved håndtering af sikkerhed og radioaktivt affald.
Grønne energiplaner i voldsom modvind: Fem projekter droppes eller lægges på is
- Erhvervsinteresse: Afdækning af erhvervsinteresser samt muligheder og begrænsninger for dansk udvikling, produktion og eventuelt eksport af SMR-løsninger og komponenter hertil, samt for større erhvervsvirksomheder som aftagere af strøm og/eller varme m.v. fra SMR.
Bør ikke handle om ideologi
Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard står stadig fast på, at grøn energi fra sol og vind nu og også i fremtiden vil være rygraden i den danske energiforsyning, men erkender, at det ikke kan stå alene.
Denne holdning skyldes bl.a. teknologiske fremskridt, øget behov for stabil elforsyning og ønsket om konkurrencedygtige energipriser, lyder det.
Regulatoriske benspænd: Udbygningen af solceller er stødt på en mur
– Jeg går til atomkraft med et åbent sind, og jeg håber, at alle lige får pulsen ned. At debattere en ophævelse af et forbud uden at tage stilling til, om man i øvrigt vil gøre alt det andet, som følger med, sender bare et signal uden substans, siger ministeren.
Han tilføjer:
– Der kan være et stort potentiale i SMR hen ad vejen, så det bør ikke handle om ideologi, men om at gøre tingene grundigt og i den rigtige rækkefølge.
Det forventes, at analysen er klar i andet kvartal af 2026.
