Totalentreprenør ansvarlig for projektering

Advokat Holger Schöer, Kromann Reumert i Aarhus, skriver i Dagens Byggeri om tvister og retslige afgørelser fra bygge- og anlægsbranchen.
Advokat Holger Schöer, Kromann Reumert.
Advokat Holger Schöer, Kromann Reumert.

En voldgiftsret har for nylig taget stilling til udstrækningen af en totalentreprenørs ansvar i forbindelse med projektering og udførelse af daginstitutioner og multihal i totalentreprise.

I sagen udbød en kommune som bygherre et projekt omkring projektering og udførelse af to dag-institutioner og en multihal i totalentreprise.

Klare forventninger

Ved et-års gennemgangen blev der ved regnvejr konstateret vandindtrængen i hallen. Der blev på sædvanligvis af bygherren udmeldt syn og skøn. Skønsmanden konkluderede, at der var begået flere alvorlige projekteringsfejl, herunder uheldig placering af afvanding med tilstopning af ACO-dræn til følge, underdimensionerede pumper, placering af trægulve under terræn, regnvandssystem over gulvkoten mv.

Voldgiftsretten lagde vægt på, at kommunen i totalentrepriseaftalen havde opstillet klare forventninger til byggeriet, og totalentreprenøren havde ifølge sin totalentreprisekontrakt en forpligtelse til at påpege særlige risikoproblemer.

Voldgiftsretten fandt det ikke for bevist, at totalentreprenøren havde gjort opmærksom på de risici, der fulgte af bygningens placering i den oprindelige fastsatte kote.

Sammen med bygherren blev det besluttet at etablere omfangsdræn og tæppedræn, men totalentreprenøren foreslog ikke særlige foranstaltninger til at afværge de situationer, der senere indtraf ved kraftige regnskyl. Totalentreprenøren havde herved tilsidesat sin forpligtelse til at få totalentreprisen til at fungere som helhed og skulle betale udgifter til afhjælpning af manglerne.

Relateret indhold