Vrede over danske brandregler

De danske regler er forældede og koster danske arbejdspladser, lyder kritikken.
Logistikbyggerier som dette risikerer at ende i nabolandene i stedet for Danmark som en effekt af de danske brandregler, der anklages for at være forældede. Her er det DSVs logistikcenter i Landskrona. Pressefoto.
Logistikbyggerier som dette risikerer at ende i nabolandene i stedet for Danmark som en effekt af de danske brandregler, der anklages for at være forældede. Her er det DSVs logistikcenter i Landskrona. Pressefoto.

Danske logistikvirksomheder og entreprenører må vente indtil 2016, før der kommer nye, mindre restriktive regler for brandsikring af industribyggeri. Branchefolk har ikke haft held med forsøg på at råbe politikerne op, så der blive rettet op på, hvad de mener er en ulig konkurrence med det øvrige Skandinavien og Tyskland.

Kai Rørbæk, salgsdirektør i nordjyske DS Flexhal, der er en af Nordens største producenter af lager- og produktionshaller til logistik og industri, er både overrasket og skuffet over, at ændringen af de danske brandsikringsregler først sker til næste år.

– Det er lang tid at vente. Vi ved, at logistikbranchen har planer om at opføre nye højlagre og konventionelle lagre, som nu risikerer at blive opført i Norge, Sverige og Tyskland i stedet for i Danmark. En ting er, at entreprenører går glip af byggeopgaver her i landet, men for det danske samfund betyder det tab af arbejdspladser og indtægter, fordi byggeriet placeres i udlandet, forklarer Kai Rørbæk.

15-20 procent dyrere i DK

DS Flexhal er en del af den familieejede milliardkoncern DS Gruppen, der med hovedsæde i Hobro blandt andet også tæller stålproducenten DS Stålkonstruktion. DS Flexhal står bag en række markante logistikbyggerier – senest DSVs logistikcenter i Landskrona i Sverige.

Både bygge- og logistikbranchen har i flere år, blandt andet gennem DI, lagt pres på regering og Folketinget for at få ændret de danske regler for brandsikring, som anklages for at være forældede, fordyrende og direkte skadelige for danske virksomheder i forhold til konkurrenter i både de skandinaviske nabolande og Tyskland.

Arkitekt Kaj Bøgh Jensen fra Arkitektfirma AK 83 i Aalborg, der står bag byggerier i hele Europa, langer hårdt ud efter de konkurrenceforvridende danske brandregler.

– Beregninger viser, at det er 15-20 procent dyrere at opføre et industribyggeri i Danmark end eksempelvis i Sverige. Alt afhængigt af, hvilken type industribyggeri der er tale om, siger Kaj Bøgh Jensen.

Løsning kommer næste år

Ingeniør i Energistyrelsen Ersün Züfer oplyser, at arbejdet med at analysere de danske brandsikringsregler er gået i gang.

– Men brandsikring er mange ting – eksempelvis installationer og materialer generelt i byggeriet. Derfor kigger vi på en lang række elementer, inden vi kan præsentere en samlet pakke, og det arbejder vi hen imod at kunne gøre i løbet af 2016, siger Ersün Züfer.

Kai Rørbæk, salgsdirektør hos DS Flexhal, peger på, at de forældede brandregler koster danske virksomheder ordrer og arbejdspladser. Pressefoto.
Kai Rørbæk, salgsdirektør hos DS Flexhal, peger på, at de forældede brandregler koster danske virksomheder ordrer og arbejdspladser. Pressefoto.

Relateret indhold