Velbesøgt konference om klimavenligt byggeri

Samarbejde mellem byggeriets aktører er vejen til at udnytte det potentiale, der er forbundet med at tænke klimavenligt. Det var et af budskaberne ved EPS-sektionen konference om klimavenligt byggeri.
MF'er Lone Loklindt (R) var blandt oplægsholderne og satte fokus på nødvendigheden af at energirenovere. Foto: Plastindustrien.
MF'er Lone Loklindt (R) var blandt oplægsholderne og satte fokus på nødvendigheden af at energirenovere. Foto: Plastindustrien.

75 sagkyndige mødte frem til konferencen “Klimavenligt byggeri – med moderne byggematerialer”, som var arrangeret af EPS-sektionen under Plastindustrien. Udgangspunktet var det store klimapotentiale, som findes inden for byggeriet, og blandt dagens oplægsholdere var formanden for Folketingets Miljøudvalg, Lone Loklindt (R).

– Det er ikke kun de store virksomheder, der er pålagt CO2-kvoter, der skal bidrage til et bedre klima. Når man bygger, skal man i fremtiden tænke klimaet langt bedre ind i hele processen, ligesom vi skal investere i energirenoveringer af vores boliger, lød det fra Lone Loklindt.

Skønsmæssigt vil 80-85 procent af det samlede energiforbrug i bygninger i 2050 finde sted i de bygninger, der også eksisterer i dag.

Renato Ezban{break}Chefkonsulent, Energistyrelsen

Gevinster i nutidens bygninger

Forinden havde chefkonsulent Renato Ezban og civilingeniør Morten Buus fra Energistyrelsen præsenteret henholdsvis den afgående regerings energirenoveringsstrategi og vejledningsindsatsen på bæredygtighedsområdet.

– Hvis man skal reducere energiforbruget i bygninger i 2050, skal man have fokus på de eksisterende bygninger, da hovedparten af de bygninger, der eksisterer i dag, også vil være i brug i 2050. Skønsmæssigt vil 80-85 procent af det samlede energiforbrug i bygninger i 2050 finde sted i de bygninger, der også eksisterer i dag. Beregninger udført i forbindelse med energirenoveringsstrategien viser, at strategiens initiativer medfører, at vi kan reducere energiforbruget i eksisterende bygninger med 35 procent frem mod 2050, sagde Renato Ezban.

Samarbejde er vejen frem

Konferencens vært, formand for EPS-sektionen Karsten Knudsen, glæder sig over den store interesse for konferencen og pointerer, at det er samarbejde, der skal til for at komme langt med at sænke energiforbruget.

– Det er vigtigt, at vi i byggebranchen diskuterer, hvordan vi sammen kan være med til at reducere energiforbruget. Vi skal dele vores viden og udbrede kendskabet til moderne og klimavenlige byggematerialer som fx EPS-isolering, siger Karsten Knudsen, som hæfter sig ved, at der stadig er barrierer, der forsinker arbejdet – herunder danske særregler på brandområdet, der besværliggør og fordyrer anvendelsen af moderne og klimavenlige isoleringsmaterialer.

– Rammebetingelser er enormt vigtige for, at de moderne byggematerialer kan udbredes, og vi kan få mere klimavenligt byggeri. Jeg synes, det var rigtig godt, at vi fik mulighed for at debattere blandt andet brandkrav på konferencen, siger Karsten Knudsen.

Relateret indhold