Bakketoften
- Bygherre: Bakketoften Slagelse
- Slutbruger: Koncenton
- Totalentreprenør: HJK Byg
- Arkitekt: Krabbe Vang Arkitekter
- Ingeniør: Drias Rådgivende Ingeniører
- Omfang: 6.029 m2, 73 lejligheder, 1 fælleshus
- Estimeret budget: 70 mio. kr.
- Bæredygtighed: Svanemærket
Inden den unge entreprenørvirksomhed HJK Byg har aflagt sit første årsregnskab, er den Horsens-baserede virksomhed udvalgt til at stå bag opførelsen af Bakketoften i Slagelse, der kommer til at bestå af 73 lejligheder og 1 fælleshus.
I ryggen har den unge virksomhed dog meritter fra Dan-Gruppen, der ifølge erhvervsportalen lasso.dk ejer 100 % af HJK Byg. Dan-Gruppen er ejet af Klaus Bårris, der også står som mangeårig ejer af bl.a. K.B. Entreprise og Dan-Con Elementmontage.
Projektet opføres for ejendomsudviklingsselskabet Rescale med investoren Koncenton som slutbruger. Investeringsselskabet Koncenton har stor erfaring med lejlighedsbyggerier, og har siden 2019 stået bag opførelse af ikke mindre end 26 boligprojekter i hele landet – heriblandt seniorbofællesskaber og ungdomsboliger – til et samlet budget på 3,4 mia. kroner.
Flere af projekterne er igangsat i samarbejde med netop Rescale, viser et opslag i Byggefaktas enorme database over bygge- og anlægsprojekter i Danmark.
Der bliver efter planen taget første spadestik på Bakketoften i Slagelse i midten af oktober. Hele projektet forventes færdigt i april 2024.
– Vi er utrolig glade for denne opgave. Ikke mindst fordi det er vores største opgave hidtil, men også fordi vi som nystartet virksomhed har vist i hele processen, at vi kan løfte disse typer opgaver. Samtidig har nogle af vores tidligere arbejdsgivere anbefalet os, hvilket vi selvfølgelig også er taknemmelige for, siger Glenn Jacobsen, adm. direktør i HJK Byg, der ellers primært beskæftiger sig med enfamiliehuse, bl.a. virksomhedens såkaldte koncepthuse.
Han tilføjer:
– I HJK Byg vil vi også gerne arbejde med bæredygtigt byggeri. Derfor er det interessant for os, at projektet skal svanemærkes, da vi kommer ind at arbejde med materialernes egnethed og byggeriets bæredygtighed gennem hele dets livscyklus.
Lav miljøpåvirkning
Bakketoftens samling af punkthuse vil omkranse to grønne områder og et fælleshus, der kommer til at danne grundlag for rekreative rum med plads til afslapning, leg, petanquespil og fysisk udfoldelse.
Bygningerne bliver Svanemærkede, og de grønne områder skal forventeligt danne ramme om et givende og meningsfuldt fællesskab, hvor beboerne har mulighed for at mødes og socialisere på kryds og tværs.
Krabbe Vang Arkitekter – der indtil juli i år hed Gandrup Krabbe Vang Arkitekter – har slået stregerne på projektet:
– Med certificering som Svanemærket er hele byggeriets livscyklus tænkt ind i projektet, som dermed har lav miljøpåvirkning og bidrager til den bæredygtige omstilling, siger arkitekt og partner Rasmus Krabbe.