Ugens udbud: 5.950 m2 plejehjem i Frejlev og havvandsvarmepumpe i Nordhavnen

Seneste uges leads og udbud fra den 7. maj til den 14. maj tæller blandt andet udbud med forhandling i Aalborg, offentlig licitation i Kolding og prækvalifikation i København.
Tre mænd står på en byggeplads i solnedgangen.
Foto: Gettyimages.

Nedenstående liste er et uddrag af de mest relevante leads og udbud for virksomheder i bygge-, anlægs- og ejendomsbranchen – eller beslægtede selskaber.

Listen er hentet fra Lambrecht Info i samarbejde med Byggefakta.

LEADS

Odense, ophævelse af fjernvarmeforsyning

Der skal med denne sag tages stilling til, om tidligere godkendte projektforslag om fjernvarmeforsyning af Allerup og Spedsbjerg skal ophæves, og at områderne udlægges til individuel varmeforsyning, da projekterne har ikke opnået den nødvendige tilslutning fra ejendommene i områderne.

Læs også

Ugens udbud og leads: Anlægstilskud på 125 mio. kr. til Lynetteholm og omfordeling af 10 mio. kr. i Aarhus

Aalborg, godkendelse af igangsætning af fordebat

Den gældende byudviklingsplan for Romdrup og Klarup blev vedtaget i 2016. De udlagte byudviklingsområder er i dag helt eller delvist udnyttede, og der er begrænset rummelighed tilbage til nye boliger. By og Land oplever desuden stor interesse for udvikling af yderligere boligområder i Klarup, og der er modtaget ansøgninger om nye i næsten hele randen af Klarup. Der er behov for en samlet helhedsorienteret vurdering af de fremtidige udviklingsretninger for byen.

Randers, ansøgning om lokal strategisk-fysisk udviklingsplan

Udvalgene skal med indeværende sag beslutte, hvorvidt de ønsker forvaltningen ansøger om en strategiskfysisk udviklingsplan i Randers Kommune med en dertil samlet kommunal finansiering på 300.000 kroner fordelt med 100.000 kroner pr. udvalg.

UDBUD

Kolding, offentlig licitation

Den udbudte rammeaftale omfatter reparationsarbejder af kloakledninger og brønde, arbejder i forbindelse med sætning og renovering af pumpestationer samt kloakarbejder i forbindelse med mindre lokale byggemodningsopgaver. Til orientering er der indgået særskilt rammeaftale om indkøb og levering af strømpeforinger og særskilt rammeaftale om kloakfornyelse.

København, prækvalifikation

Projektet skal forbedre fremkommeligheden og trafiksikkerheden ved at udvide cykelstier og fortove og lede svingende køretøjer til de lysregulerede kryds i separate svingbaner. Projektet udbydes som begrænset EU-udbud. Der vil blive afholdt en prækvalifikation.

Læs også

Ugens udbud og leads: Indstilling om rådighedsbeløb på 17,6 mio. kr. i Aarhus og anmodning om grundkapital på 7,7 mio. kr. i Odense

København, udbud med forhandling

For at kunne forsyne det indre Nordhavnen med grøn og billig lavtemperatur fjernvarme er det besluttet at etablere 20 MJ/s havvandsvarmepumpe i Kranparken på Sundkrogsgade. Varmepumpen opføres i en allerede nyopført energicentral bygning. I tilknytning til energicentralen etableres et underjordisk havvandskammer til at forsyne varmepumpen med havvand.

Aalborg, udbud med forhandling

Aalborg Kommune og Himmerland Boligforening udbyder bygge- og anlægsarbejder i forbindelse med projektering og opførelse af nyt plejehjem i Frejlev. Det nye plejehjem opføres i henhold til den nuværende lokalplan for området. Opgaven udbydes i totalentreprise på baggrund af skitseforslag og byggeprogram. Det nye plejehjem skal indeholde 70 boliger og dertil hørende servicearealer og vil samlet udgøre ca. 5.950 m² fordelt på 1-3 etager.

Nykøbing Falster, offentlig licitation

Over de kommende 10-15 år skal havnen i Nykøbing Falster omdannes fra en erhvervshavn til en ny bydel. Bygherre har behov for teknisk bistand til anlægsprojektering, herunder bistand til udarbejdelse af udbudsmateriale, samt rådgivning og tilsyn i anlægsprocessen.

Relateret indhold