Udgifter til anlæg af veje stiger for første gang siden 2020: “Meget glædeligt”

Knap 9,9 mia. kroner er afsat til veje i 2026, og det kan være et vendepunkt for prioritering af de kommunale veje, mener Dansk Vejforening.
Sammen med stigningen er også et fald i budgettet til drift og vedligehold af de kommunale veje. Foto: Gettyimages.

Kommunernes budgetter til veje stiger i 2026 på landsplan.

Ifølge de netop offentliggjorte kommunale budgetter er der afsat knap 9,9 mia. kroner til veje, hvilket svarer til en stigning på fire procent i faste priser sammenlignet med 2025.

Det er første gang siden 2020, at udgifter til veje stiger i kommunerne.

Læs også

Milliardstor vejgæld vokser i stilhed

– Det er meget glædeligt, at kommunerne igen prioriterer vejene højere. Stigningen i anlægsbudgetterne kan være et tegn på, at kommunerne over en bred kam giver højere prioritet til at indhente efterslæbet på de mange nedslidte kommuneveje, siger Emil Ipsen, sekretariatschef i Dansk Vejforening.

Anlægsudgifterne vokser med en halv milliard eller 14 procent i 2026.

Nyheden kommer oven på flere års faldende anlægsudgifter. Og det er en positiv nyhed, ifølge Emil Ipsen, for udgifterne lå 45 procent under niveauet fra 2017 målt i faste priser sidste år.

– Vi håber, at 2026 bliver året, man om mange år ser tilbage på som tidspunktet, hvor vi begyndte at prioritere vejene igen.

Drift og vedligehold falder

Set med Dansk Vejforenings briller er budgettet for 2026 ikke kun positivt.

Budgetterne viser et mindre fald i udgifterne til drift og vedligeholdelse på omkring 1,5 procent, som bekymrer.

– Drift og vedligeholdelse er afgørende for, at vejene er sikre og velfungerende i hverdagen. Det gælder blandt andet vinterberedskab, lapning af huller og mindre reparationer, som har stor betydning for trafiksikkerheden og borgernes oplevelse af vejnettet, siger Emil Ipsen.

Læs også

Realdania deler ny viden om biobaseret byggeri. Flere eksempelbyggerier på vej

Dansk Vejforening kommer de næste år til at arbejde på en mere langsigtet og stabil prioritering i kommunerne.

– Vi ved, at belægningsproblemer er medvirkende årsag til mange ulykker, særligt blandt cyklister, og derfor er det et område, der fortsat kræver opmærksomhed, slutter Emil Ipsen.

Relateret indhold