Tusass er i fuld gang med at give Grønland sikker og stabil kommunikation

Om mindre end to år står et nyt driftscenter klar til brug i Qinngorput lidt sydøst for lufthavnen i Nuuk. Det er en del af en omfattende strategi, der skal være med til at sikre den fortsatte digitalisering af det grønlandske samfund.
Etableringen af det nye driftscenter i Qinngorput betyder, at en lang række lokale installationer skal konsolideres og flytte ind bag trygge mure. Her er der optimale muligheder for at sikre stabil drift under alle forhold.

Ganske som alle andre steder i verden bliver også det grønlandske samfund i stadig højere grad afhængig af sikker samt stabil tele- og datakommunikation. Det er en helt naturlig konsekvens af den øgede digitalisering. Grundet topografien kan man måske endda fristes til at sige, at behovet i Grønland er større end så mange andre steder, når det gælder om at bevare kontakten med omverdenen i en kritisk situation.

Den udfordring er den nationale teleoperatør Tusass meget bevidst om, og i starten af året lancerede man en ny strategi, hvori det blandt andet hedder, at ’I år 2028 får befolkningen højere hastigheder til lavere priser, øget digital sikkerhed, nye teknologier og bedre kundeservice.’ Selve strategien består af fem centrale temaer, der blandt andet fokuserer på netværk og sikkerhed. Helt konkret kommer det til at manifestere sig i et nyt driftscenter.

Investering i milliardklassen

Grundlæggende har den grønlandske infrastruktur på tele- og dataområdet udviklet sig gennem knopskydning. Den samfundsmæssige afhængighed af såvel stabilitet som kapacitet, hastighed og ikke mindst sikkerhed betyder imidlertid, at den nuværende konfiguration ikke længere lever op til de kvalitetsmæssige krav. Den nye strategi betyder en samlet investering på 1,9 milliarder kroner. hvoraf ca. 350 mio. kr. stammer fra et forventet tilskud fra EU.

– Vi har i Tusass en klar målsætning om at støtte lokale virksomheder og investere i samfundet, så det nye driftscenter er et vigtigt skridt mod en mere sikker og pålidelig fremtid for vores land. Som Tusass’ ansvarlige for projektet ser jeg frem til at forsætte arbejdet med programleder John Telling, der har været og fortsat er helt essentiel i arbejdet, siger finansdirektør i Tusass, Line Mika Skov.

Driftscenteret placeres i Qinngorput lidt sydøst for lufthavnen i Nuuk.

Fuld backup på alle systemer

1,9 milliarder kroner er et historisk højt beløb og kommer især til at gå til satellitpartnerskaber, et ekstra søkabel fra Qaqortoq til Ilulissat, radiokædeopgraderinger, forbedret 5G-netværk samt altså driftscentret. Anlægsbudgettet til bygning og tekniske installationer udgør 155 millioner kroner, og planen er, at det skal stå færdigt i løbet af første kvartal 2027, hvilket vil betyde en konsolidering af hele teknologiplatformen.

– Mange kalder det for et datacenter, men det er meget mere end det. Ordet driftscenter er mere retvisende, for bygningen kommer ikke kun til at rumme dataservere, men også vores infrastrukturudstyr til søkabel, telefoni og internet. Faktisk kommer datadelen kun til at optage cirka halvdelen af de lige knapt 1.200 kvadratmeter, forklarer programleder John Telling.

Der er tale om et såkaldt Tier 3 driftscenter, hvilket betyder fuld redundans på alle systemer, herunder strøm- og kølesystemer.

Her ses en visualisering af, hvordan det næsten 1.200 kvadratmeter store driftscenter kommer til at se ud. Ud over at sikre driften kommer det også til at spille en markant rolle for udbygningen af erhvervslivet.

Leverandører fra ind- og udland

Ifølge direktør med ansvar for driften i Tusass, Jonas Hasselriis, er det en nødvendighed. Det handler nemlig ikke kun om forsyningssikkerhed, men også om den generelle sikkerhed i samfundet, og driftscenteret er således den første investering i henhold til den nye strategi. Det er den grønlandske entreprenør Permagreen, der har ansvaret for selve bygningsentreprisen inklusive el samt VVS, og dertil kommer en række fagentrepriser.

– Vi har altid et ønske om i videst mulige omfang at tilgodese grønlandske leverandører, men når det kommer til sådan noget som de tekniske installationer, råder vi ikke alene over de nødvendige kompetencer i Grønland. Vi skal være et hundrede procent sikre på, at leverandørerne lever op til vores kravsspecifikationer og de sikkerhedsstandarder, vi fremadrettet skal arbejde efter, uddyber Line Mika Skov.

Lokale installationer skal flyttes

Bortset fra entreprisen på brandalarmering og brandslukning, som ligeledes er gået til en lokal grønlandsk leverandør, er de øvrige fagentrepriser efter grundig research i Grønland således gået til leverandører uden for Grønland. Line Mika Skov føjer til, at selv om driftscenteret efter planen først skal stå færdigt primo 2027 er man allerede nu i gang med den meget omfattende planlægningsfase, der skal danne baggrund for samling af de lokale lokationer, man råder over.

– Som national operatør er det helt essentielt for os at minimere eventuel nedetid i forbindelse med flytningen. Men den er ganske enkelt nødvendig. Når vi højner sikkerhedsniveauet, kan vi ikke længere leve med lokale installationer og en lokal generator placeret et eller andet sted i f.eks. et boligområde. Vi er nødt til at samle vores infrastruktur bag en mur i en bygning, hvor sikkerheden er i højsædet, fortæller John Telling.

Sikrer samfundets værdikæde

Mandag den 3. marts foretog man første sprængning, som markerede, at nu er byggeriet for alvor gået i gang. Driftscenteret opføres som nævnt af Permagreen, hvilket sker i samarbejde med Polar EL og HJ-Tek, mens Johnson Controls, PM Energi og Scanpotec kommer til at stå for de tekniske installationer. Cowi bistår som totalrådgiver med Masanti og Arkitema som underrådgivere.

– Som tingene er i dag, kan det være mere end svært at opretholde kommunikationen mellem eksempelvis politi, beredskab og hospitaler i en krisesituation, hvis tele- og datakommunikationen er nede. Jeg ser således det nye driftscenter med al den sikkerhed, der er indbygget, som et markant bidrag fra Tusass med henblik på at sikre den samfundsmæssige værdikæde, samtidig med, at det naturligvis også bliver til gavn for den erhvervsmæssige udvikling i Grønland, slutter Line Mika Skov.

Nødvendigt at sikre sig

Det nye driftscenter i Qinngorput er en særdeles fornuftig investering. Omkring årsskiftet 2019 oplevede Grønland inden for en periode på få måneder ikke mindre end tre brud på søkabler, hvoraf det ene blev revet over af en lokal trawler. Det gav massive kommunikationsmæssige udfordringer, og så sent som i december 2024 oplevede man fuld afbrydelse til omverden grundet vedligeholde på forbindelserne i Canada kombineret med fejl på forbindelsen til Danmark.

I marts måned betød en strømafbrydelse på Pituffik Space Base ustabile forbindelser, og i april måned gav det massive strømsvigt i Spanien, Portugal samt dele af Frankrig konsekvenser i form af, at borgerne i og omkring Qaanaaq, Ittoqqortoormiit og Tasiilaq i en periode på flere timer ikke havde forbindelse til almindelige tjenester som telefoni, SMS og internet.

På Gran Canaria har Tusass en station, som bliver forsynet med data fra land- og søkabler. Den sender data til en satellit, som forsyner kunderne i de nævnte områder, og Gran Canaria er nøje udvalgt, fordi vejret er stabilt, stationen er tæt på satellitten, og der er adgang til store mængder data. Det lange strømsvigt gjorde, at noget af udstyret stoppede med at fungere.

Ud over risikoen for uheld af den ene eller den anden karakter giver det set i lyset af den aktuelle situation i verden med risiko for sabotage og ikke mindst cyberangreb god mening at sikre sig bedst muligt – både i forhold til selve tele- og datakommunikationen og i forhold til at sikre strømforsyningen gennem Tier 3 driftscenteret.

Programleder John Telling fortæller, at man både planlægger et redundant søkabel samt forlængelse op til Ilulissat. I dag har man søkabel fra Qaqortoq op til Nuuk og videre til Aasiaat. Forlængelsen til Ilulissat hænger infrastrukturmæssigt sammen med de nye lufthavne.

Relateret indhold