Tre teams dyster om Odense indre havn

Havneområdet skal udvikles til en ny bydel - 13 arkitektteams er nu reduceret til 3 teams, som er udvalgt til at give deres bud på den nye bydel i et parallelopdrag.
Odenses er i gang med en storstilet transformation til en "storby med omtanke", og en ny bydel i det store havneområder er et af nøgleprojekterne. Foto: A. Enggaard.
Odenses er i gang med en storstilet transformation til en "storby med omtanke", og en ny bydel i det store havneområder er et af nøgleprojekterne. Foto: A. Enggaard.

Odense indre havn

  • Visionen for Odense indre havn bygger på syv temaer:
  • Danmarks grønneste havn
  • En sammenhængende by og bydel.
  • Det historiske kulturmiljø er omdrejningspunktet for fremtidens havn.
  • Vandet skal være en levende del af Odense indre havn.
  • Nye byggerier og byrum skal være af høj arkitektonisk kvalitet
  • En bydel med en særlig kreativ puls og liv året rundt.
  • Odense indre havn understøtter mål om klimaneutralitet.

Odense indre havn skal være spektakulær, urban og grøn. En bydel med synlig historie, havneidentitet og arkitektur af høj kvalitet.

Sådan lyder visionen for et af de kommende års største byudviklingsprojekter; omdannelsen af Odenses havneområde, som entreprenør- og byudviklingsvirksomheden A. Enggaard udvikler i partnerskab med Odense Kommune og Odense Havn.

I april i år udskrev partnerskabet et parallelopdrag på at udvikle den bedste bydelsudviklingsplan. 13 teams meldte sig og nu er tre teams udvalgt:

– Effekt og Tredje Natur med Lytt, Sweco og Brie Group

– Vandkunsten og SLA med Cushman & Wakefield/Red, Mogens A. Morgen, EKJ Rådgivende Ingeniører og Valentin Trafikplanlægning

– Henning Larsen og Adept med Rambøll, PlanScape og Orca

– Det har ikke har været nogen nem opgave at udvælge de tre teams. Ansøgerfeltet var overvældende stærkt, og vi er ikke et sekund i tvivl om, at samtlige af de 13 ansøgerteams kunne have løst opgaven. Vi har valgt de tre hold, der efter vores vurdering både hver for sig og samlet set opfylder alle de krav og ønsker til tværfaglighed, som vi efterspørger, siger projektudvikler Jonas Kirkeby Nielsen fra A. Enggaard.

– Vi har tilrettelagt en spændende og intensiv proces, hvor de tre teams arbejder med den samme opgave, men hvor vi er i dialog med dem hver for sig undervejs i processen, så vi får mulighed for at afprøve forskellige scenarier og løsninger. Med denne metode når vi forhåbentlig frem til et resultat, som både vi, Odense Kommune og Odenses borgere bliver begejstrede for, og som gør alle endnu mere stolte af Odense, udtaler byudvikler i A. Enggaard Maya Arffmann.

Når parallelopdraget er afsluttet, er planen, at parterne igangsætter en proces for udarbejdelse af en endelig bydelsudviklingsplan for Odense indre havn.

Først når en endelig og politisk godkendt bydelsudviklingsplan foreligger, igangsættes arbejdet med lokalplanlægning af de enkelte delområder på Odense indre havn.

Relateret indhold