Toppen måske nået for de store projekter

For første gang i flere år falder antallet af planlagte byggerier på over 50 millioner kroner. Et kærkomment sundhedstegn i en branche, som er presset til det yderste, mener direktør i Bygherreforeningen.
Det er endnu for tidligt at sige, om tilbagegangen er en forbigående eller en mere generel tendens på markedet. Foto: Torben Jastram.
Det er endnu for tidligt at sige, om tilbagegangen er en forbigående eller en mere generel tendens på markedet. Foto: Torben Jastram.

Fakta fra Byggepipeline

  • Regioner og kommuner:
  • Region og Kommune har begge en tilbagegang i forhold til februars pipeline, og udgør dermed blot henholdsvis 8 og 6 procent af den samlede pipeline.
  • Region Syddanmark er den eneste region, der oplever fremgang for projekterne. Region Sjælland går stærkt tilbage. På trods af en lille tilbagegang på 1 milliard kr. udgør projekterne i Region Hovedstaden mere end halvdelene af projekternes samlede værdi.
  • Staten og den almene sektor:
  • De almene boligselskaber går frem med 11 procent, hvilket svarer til 1,6 milliarder kr. Det er især planlagte renoveringsprojekter, der trækker niveauet op. Staten går ligeledes frem med hele 30 procent. Samlet udgør disse to bygherretyper dog kun 22procent af den samlede pipeline, som primært består af private bygherrer.
  • Den private sektor
  • De private bygherrer sidder på langt størstedelen af de store byggeprojekter på trods af en lille tilbagegang i forhold til februars pipeline. Med projekter for hele 51 milliarder kr. fordelt på 324 projekter i de kommende 12 måneder, tegner det sig positivt for den private sektor, som dermed står for 63 procent af det samlede byggeri.

Trods høj aktivitet i byggebranchen, viser nyeste tal fra Byggepipeline, at niveauet måske har toppet efter en meget travl periode i byggeriet. Efter en række år med kraftig vækst falder antallet af planlagte byggerier, som påbegyndes inden for de kommende 12 måneder.

Særligt falder aktiviteterne i København, ligesom der igangsættes færre store private byggerier.

Opbremsningen vidner om fornuft blandt bygherrerne, som reagerer på signalerne fra markedet. Nogle bygherrer udskyder byggerier, fordi prisen er blevet for høj, eller at der ikke kan fås kvalificerede bydende.

Direktør Henrik L. Bang Bygherreforeningen

Rekordår med fald forude

Opgørelsen viser, at der det kommende år er er planlagt 523 byggeprojekter med en samlet værdi på lige knap 81,5 milliarder kr. Det er en tilbagegang på otte procent svarende til 7,6 milliarder kroner i forhold til pipelinelisten fra februar.

– Der er fortsat godt gang i byggeriet. Det går stærk, og 2018 ser ud til at blive endnu et rekordår. Men for første gang i en periode ser vi nu, at byggepipelinen for de store projekter med budget over 50 millioner kroner falder, når vi kigger et år frem. Branchen har længe kørt i et højt tempo, og med den nye pipeline ser det altså ud til, at der kommer en lille opbremsning på markedet, da flere større projekter begynder at blive udskudt, siger administrerende direktør Thomas Bejer-Andersen fra Byggefakta A/S, der leverer data til Byggepipeline.

Spørgsmålet er, om der decideret sker en opbremsning i byggeriet.

– Det er endnu for tidligt at sige, om tilbagegangen er en forbigående eller en mere generel tendens på markedet. Samtidig skal vi også huske på, at den nye byggepipeline fortsat indeholder planlagte projekter for 81 milliarder kr. i de kommende 12 måneder, hvilket er et markant højere niveau, end vi har set på samtlige pipelinelisterne tilbage i både 2016 og 2017, siger han.

Tilfredshed hos bygherrerne

I Bygherreforeningen, som organiserer alle de store igangsættere af byggerier i Danmark, ser man positivt på udviklingen.

– Jeg synes den faldende tendens vil være en sund udvikling i markedet. Det er gået meget stærkt de seneste år, og det kan ikke fortsætte. Vi har allerede set, at travlheden har betydet stigende priser i markedet og problemer med visse leverancer. Vi ser et presset marked. Opbremsningen vidner om fornuft blandt bygherrerne, som reagerer på signalerne fra markedet. Nogle bygherrer udskyder byggerier, fordi prisen er blevet for høj, eller at der ikke kan fås kvalificerede bydende, siger direktør for Bygherreforeningen Henrik L. Bang.

Han forventer derfor ikke, at opbremsningen bliver hård eller på anden måde dramatisk. Der er stadig stort boligefterslæb i de store byer. Desuden vil de bl.a. store hospitalsbyggerier fylde meget i en del år endnu.

Top 5 projekter maj 2018 til maj 2019 (Hele Danmark). Kilde: Byggepipeline.
Top 5 projekter maj 2018 til maj 2019 (Hele Danmark). Kilde: Byggepipeline.

Relateret indhold