Heimstaden har købt de to boligprojekter Kanalkanten og Nordkajen på cirka 21.500 kvadratmeter i alt, som til sammen indeholder 246 lejligheder.
Desuden overtager svenske Heimstaden 114 P-pladser i områdets parkeringshus. De to boligprojekter afleveres til investor henholdsvis ultimo 2018 og i foråret 2019.
Den samlede værdi udgør 790 millioner kroner.
– Vi er glade for at kunne fortsætte væksten i den danske hovedstad, og øge vores eksisterende ejendomsportefølje med disse attraktive ejendomme på Teglholmen. Ejendommene er i en høj kvalitet, og med vort indgående kendskab til udlejningsmulighederne på Teglholmen, er vi trygge ved, at afkastet af investeringerne bliver godt, udtaler Magnus Nordholm, vicedirektør for Heimstaden.
Vil fortsætte samarbejdet
– Vi er meget tilfredse med salget til Heimstaden, og vi har oplevet en positiv og konstruktiv proces i hele forhandlingsforløbet, udtaler Carsten Gröhn, afdelingschef for alternative investeringer i PenSam, som supplerer:
– Vores sigte er at indgå i partnerskaber på en måde, hvor vi gensidigt beriger hinanden. Det er grundlaget for denne handel, og for samarbejdet om byggeriet med KPC og Sjælsø Management.
– Vi er meget glade for samarbejdet med KPC og Sjælsø Management. Udviklingen, og nu også salgene af disse projekter, har bevist værdien af dette samarbejde og vi vil gerne gentage succesen på nye projekter, slutter Carsten Gröhn.
Det første projekt, udviklet i dette samarbejde, er solgt til Patrizia, med aflevering i oktober i år. Det projekt er Teglbroen på cirka 17.000 kvadratmeter.