I begge de to sjællandske regioner fortsætter de største hospitalsbyggerier i det omfang, de kan, på trods af coronasituationen.
Det oplyser både Region Hovedstaden og Region Sjælland til Dagens Byggeri.
– Alle projekter, der foregår afskærmet fra sygehusene, kan køre videre i det omfang, entreprenørerne ikke bliver ramt af sygdom eller på forsyningerne, siger Helle Gaub, projektdirektør for byggeriet af Sjællands Universitetshospital i Køge.
Samme svar lyder fra Region Hovedstaden.
I begge regioner har man måtte lukke enkelte byggeprojekter helt ned, fordi de krævede adgang til hospitalsafsnit for at kunne gennemføre.
Vil flytte tidsfrister
Men det er uundgåeligt, at regionernes byggeprojekter bliver påvirket af coronavirussen. Især tidsplanerne skrider på byggerierne.
– Udviklingen og udbredelsen af COVID-19 vil få stor betydning for muligheden for realisering af de enkelte byggerier indenfor den aftalte tidsplan, lyder det i en skriftlig orientering fra Region Hovedstaden til politikerne i regionen.
I Region Hovedstaden har man modtaget anmodninger fra entreprenørerne om udsættelse af tidsfrister. De bliver behandlet i samarbejde med Kammeradvokaten, lyder det i orienteringen.
I Region Sjælland har man valgt at udvise fleksibilitet overfor anmodningerne.
– Vi har nogle deletaper i udbudsfasen, og der har vi valgt, at hvis der kommer spørgsmål om udsættelse af tidsfristen, så efterkommer vi det. Hvis ikke vi hører noget, så fortsætter vi som planlagt, siger projektdirektør Helle Gaub.
Holder hjulene i gang
Også i Region Sjælland vil coronasituationen få betydning for tidsplanerne for byggeprojekterne, men det er ikke den største konsekvens.
– Det vil betyde en tidsforskydning af projekterne, men det kan vi sagtens håndtere. Det er nærmere virksomhederne, som vi samarbejder med, som det kan ramme hårdest, siger Helle Gaub.
Derfor fokuserer Region Sjælland som bygherre at balancere hensynene i øjeblikket.
– Vores fokus er på at beskytte patienterne, vores medarbejdere og entreprenørerne og deres håndværkere, og samtidig forsøger vi at holde hjulene i gang. Det er den balance, vi forsøger at finde i den her situation, forklarer Helle Gaub.
I Region Hovedstaden har man udstedt vejledninger om, hvilke tiltag man kan gøre for at begrænse smitterisikoen.
– Administrationen har udsendt forslag til forskellige initiativer der kan begrænse smitterisikoen på pladserne, som alle byggerierne har valgt følge. Det drejer sig for eksempel om opdeling af byggepladsen i zoner, opsætning af flere skurvogne, opsætning af håndvaske og håndsprit flere forskellige steder på pladsen samt ekstra rengøring og afspritning, skriver Region Hovedstaden i orienteringen til politikerne.
Tæt dialog med entreprenører
Både Region Hovedstaden og Region Sjælland oplever nu, at entreprenørernes kapacitet rammes af sygdom og karantæne. Derfor arbejder regionerne i tæt dialog med entreprenørerne om tiltag for at mindske smittespredning.
– Vi har kontakt på daglig basis med entreprenørerne, hvor vi orienterer dem om seneste meldinger fra myndighederne, og hvor de rapporterer til os, hvordan de er påvirket af situationen. Vi følger udviklingen tæt, og hvis der kommer nye anvisninger, følger vi naturligvis disse, siger Helle Gaub.
– Administrationen vil benytte det gode samarbejde regionen har med Bygge- Anlægs- og Trækartellet (BAT) til at drøfte mulighed for yderligere initiativer mod smittespredning på byggepladserne i tæt samarbejde med entreprenørerne, lyder det i Region Hovedstadens orientering.
Ingen af de to regioner kan af naturlige grunde oplyse, hvordan corona-virussen konkret kommer til at påvirke byggeprojekterne.
Helle Gaub forklarer, at situationen kan udvikle sig og ramme flere byggeprojekter.
– Det er svært at sige noget om, hvordan det vil påvirke vores byggerier på længere sigt, da det er svært at vide, om de projekter, der kører videre i øjeblikket vil ramme muren og blive stoppet af coronavirussen, siger hun.
Begge regioner oplyser desuden, at funktionærer tilknyttet byggeafdelingerne er sendt hjem og arbejder hjemmefra.