Den nye bydel Banebyen vil de kommende år erstatte baneterrænet langs Østre Stationsvej ved Banegårdcenteret i Odense med op til 1.000 boliger, detailhandel, restauranter og caféer, grønne byrumsmiljøer, en ny park, kontorhus og hotel.
Det fælles hotel- og kontorhus går under navnet The Station. Hotelbygningen bliver på syv etager på ca. 8.000 kvm og får 179 værelser. Den ti-elleve etager høje nabobygning bliver ca. 10.500 kvm og vil få plads til ca. 600-700 kontorarbejdspladser og tilhørende fællesfunktioner.
Det helt store åbningstræk
The Station kan næsten ikke få en bedre placering i Odense. Lige ved Byens Bro, nabo til banegården og letbanestop, genbo til Kongens Have og i gåafstand til gågadenettet i Odense m.m.
Hotel- og kontorhuset er designet af C.F. Møller Architects for bygherren PKA Ejendomme. Teknisk chef hos totalentreprenøren A. Enggaard, Kim Marcussen, forventer, at The Station vil spille en helt central rolle i det omfattende byudviklingsprojekt:
– Hotel- og kontorhuset bliver det helt store åbningstræk for den kommende bydel, som skal bidrage til at transformere Odense til en moderne storby med omtanke. Huset bliver bydelens kobling til byen ved banen og Kongens Have, og vil med kombinationen af hotel, cafe, restaurant og kontorerhverv summe af liv året rundt, lyder det fra Kim Marcussen.
Novo Nordisk investerer 8,5 milliarder i ny dansk fabrik
Henry Jensen A/S. Rådgivende Ingeniører er med på ingeniørsiden.
En dynamisk by
Det er netop blevet offentliggjort, at det bliver hotelkoncernen Bühlmann, der skal drive hotellet på det historiske baneområde. The Station bliver en del af Bühlmanns voksende portefølje, som i dag rummer 10 hoteller i Jylland og København:
– Vi ser meget frem til at bidrage til den store udvikling, der foregår i Odense i disse år. Byen repræsenterer en stærk kulturarv, der hvert år tiltrækker turister fra nær og fjern, men er samtidig en dynamisk by med høje ambitioner, som rummer mange interessante fremtidsperspektiver, siger ejer og bestyrelsesformand Anemette Bühlmann.
Slår dørene op i 2027
Målet er at skabe et urbant cityhotel, hvor historien om det gamle baneområde møder nutiden med fokus på innovation, bæredygtighed og grønne løsninger med inspiration fra det omkringliggende bylandskab.
Gæsterne kan blandt andet se frem til cafe- og restaurantområde, bar, lounge, mødelokaler, rooftop-terrasse mv.
16.000 boliger og grøn ring af skov skal forme fremtidens Odense
Der forventes DGNB Guld-certificering på det samlede byggeri, viser et opslag i Byggefaktas SMART-database over bygge- og anlægsprojekter i Norden. Her anslås budgettet til 400 mio. kr. Ifølge SMART forventes der at blive etableret p-kælder under The Station.
Bühlmann forventer at slå dørene op til hotellet i 2027. Nordicals, der er ejendomsmægler på kontordelen, forventer indflytning her ultimo 2027.