Undervisningsministeriet har bedt Folketingets Finansudvalg om tilslutning til, at Teknisk Skole Silkeborg opfører en ny uddannelses- og kostelevbygning til en samlet udgift på 320 millioner kroner.
Bygningen skal erstatte institutionens nuværende hovedsæde, som er fra 1960’erne og 1970’erne, samt en række af institutionens andre ejendomme og lejemål. Med byggeriet kan institutionen samle sine uddannelser på færre adresser og derigennem reducere kvadratmeterforbruget og de årlige driftsudgifter.
I alt vil Teknisk Skole Silkeborgs kvadratmeterforbrug blive reduceret med 8.358 kvadratmeter svarende til en arealreduktion på knap 20 procent.
Aktiviteter samles
Den nye ejendom skal opføres på Bredhøjvej i Silkeborg, og med nybyggeriet vil Teknisk Skole Silkeborgs aktiviteter blive samlet i og tæt omkring den nye bygning, som skal rumme eux- og eud-uddannelser samt arbejdsmarkedsuddannelser.
Dertil kommer, at bygningen også rummer 84 skolehjems elevværelser. Teknisk Skole Silkeborg arbejder på at fusionere med den lokale handelsskole Silkeborg Business College, og hvis fusionen realiseres, skal den nye bygning også rumme handelsskolens eux- og eud-uddannelser.
Har været i udbud
Langt størsteparten af Teknisk Skole Silkeborgs byggeprojekt har været i udbud, og dermed er byggeudgifterne kendte. Det vurderes derfor, at der ikke er usikkerhed omkring byggebudgettet. Der er dog afsat 20 millioner kroner svarende til otte procent af de samlede håndværkerudgifter på 245,5 millioner kroner til uforudsete udgifter.
Det nye hovedsæde skønnes at reducere Teknisk Skole Silkeborgs samlede årlige drifts- og kapitaludgifter med 7,3 millioner kroner. Den store besparelse skyldes, at skolen med nybyggeriet vil kunne realisere store besparelser på huslejeudgifter og rengøring samt varme, el og vand.
