– Køge er et spændende sted for os at investere i. Her er vi både helt tæt på vand, strand, en charmerende bymidte og ikke mindst et virkelig visionært byudviklingsprojekt. Og så er det en by i vækst, som med den nye jernbane snart bliver bundet endnu bedre sammen med København, siger fund manager Michael Schumann fra Aberdeen Standard Investments, der har overtaget et byggefelt fra Casa Nord og nu for første gang bygger i Køge.
Strandterrasserne bliver bygget i materialer og farver, der er inspireret af den nærliggende strands grålige og sandfarvede toner. Det er planen, at boligerne skal udformes som både rækkehuse, almindelige lejligheder og penthouses. Det nye byggeri opføres med 2.000 kvadratmeter parkeringskælder med elevatorer direkte til lejlighedernes fordør.
– Vi har ønsket at skabe nogle boliger i Køges Søndre Havn, der tilpasser sig omgivelserne og er attraktive at bo i. Det har vi gjort ved at åbne byggeriet op ud mod Køge Bugt, og ved at trække strandengens farver og beplantning helt op på bygningen, siger Dan Stubbergaard, arkitekt og indehaver af COBE, der har tegnet Tagterrasserne.
Tagterrasser og gode lysforhold
Som karréens navn antyder, har arkitekterne i COBE lagt stor vægt på terrasser, og bygningen er derfor udformet i en trappelignende struktur, hvor etagehøjden trinvis varierer fra stuen til 6. etage. Det gør det muligt at etablere tagterrasser til størstedelen af boligerne, mens boligerne i stueplan har adgang til terrasse på terræn ud til bydelens grønne ‘almindinger’ eller til husets store fælles gård.
Bygningsstrukturen er skabt med tanke for at optimere lysforholdene i hver eneste lejlighed og i det centrale gårdareal. Samtidig bidrager de varierende bygningshøjder til et godt udsyn til strandengen og Køge Bugt.