Som mange andre steder har der vist sig et behov for stormflodssikring af Sønderborg Havn. Det er blevet tydeligt efter stormfloden, der for tre uger siden ramte mange af de østvendte kyststrækninger. Bl.a. Sønderborg Havn blev hårdt ramt, da vandet for første gang siden 1904 nåede to meter over normal vandstand, nemlig 2,1 meter. Dermed oplevede havnen og området omkring en ærgerlig 100-års hændelse for stormflod.
Nu har Sønderborg Kommune påbegyndt arbejdet med en handleplan for stormflodssikring for Sønderborg Havn. Arbejdet er blevet mere aktuelt i forbindelse med stormfloden, men planerne for stormflodssikring flere steder i kommunen har foregået et stykke tid.
Tidligere på året godkendte Natur-, Klima- og Miljøudvalget f.eks. en plan for stormflodssikring af Gråsten Havn, havneområdet ved Toftvej i Gråsten og Egernsund-siden langs Havnevej, og i 2022 vedtog byrådet Klimatilpasningsplan 2022, der viser, hvordan klimaforandringerne vil påvirke Sønderborg Kommune i årene frem mod år 2100.
– Sønderborg Havn ligger lavt, og vi har alle sammen set, hvordan den jævnligt bliver oversvømmet. Klimatilpasningsplanen viser, at oversvømmelserne i fremtiden vil ske oftere, og desværre oplevede vi for tre uger siden, hvor slemt det kan blive. De fremtidige oversvømmelser kan blive højere og få store omkostninger i Sønderborg Havn, da der er mange værdier som beboelse, erhverv og kulturhistorie, siger næstformand for kommunens Natur-, Klima- og Miljøudvalg, Maria Frost Andresen.
Et stort og komplekst arbejde
Asger Romme Andersen, der er formand for udvalget, kalder klimasikringstiltagene for en nødvendig indsats:
– Nu begynder vi på en handleplan for stormflodsbeskyttelse af Sønderborg Havn. Det er vigtigt, at vi inddrager borgerne i den proces, og det er et stort og komplekst arbejde, hvor der skal undersøges mange ting.
Forvaltningen skal i arbejdet med planen blandt andet fokusere på stormflodssikringens samspil med resten af byen og den eksisterende og fremtidige benyttelse af havnefronten på begge sider af Alssund. Handleplanen skal dække havnefronten fra Sønderborg Slot til og med Havbogade samt havnefronten ved Sundgade.
Arbejdet vil foregå fra dette efterår med involvering af øvrige myndigheder samt bidrag fra borgere og andre interessenter. Derefter vil politikerne tage stilling til, hvordan der skal arbejdes videre med projektet om stormflodsbeskyttelse af Sønderborg Havn. I maj/juni 2024 forventes en politisk godkendelse af en klimatilpasningsplan for Sønderborg.
Utilstrækkeligt finansieret
Efter stormfloden i oktober foreslog regeringen at afsætte i alt 1,3 mia. kroner til klimaindsatserne i den nye Klimatilpasning 1. I forslaget ligger bl.a. statsligt engagement i udsatte områder ved havet, håndtering af højtstående grundvand, en forlængelse af kystbeskyttelsespuljen, så kommunerne også i 2024 kan søge midler til fælles kystbeskyttelsesprojekter, beskyttelse af Danmarks vestkyst samt et udvalg, der skal rådgive regeringen om næste skridt i klimatilpasningen af Danmark.
Tiltaget mødte dog stor kritik fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, der kalder finansieringen for helt utilstrækkelig og tempoet for lavt.