Store teams kæmper om Verdensarvscenter ved kendt domkirke

Der har været stor interesse fra markante hold af arkitekter, ingeniører og landskabsarkitekter for at sætte aftryk på det kommende Roskilde Domkirke Verdensarvscenter.
Roskilde Domkirke blev i 1995 optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste, og lige siden har der været et ønske om et formidlings- og besøgscenter. Foto: Mik Dahl/Storyflight.

11 teams sammensat af i alt mere end 40 forskellige firmaer og organisationer har anmodet om at blive prækvalificeret til den store opgave med at skabe rammerne for verdensarvscentret.

Og efter udvælgelse ud fra de fastlagte kriterier står fire kandidater nu tilbage.

De prækvalificerede teams er:

• Aart architects med underrådgiverne VMB Arkitekter, Lytt Architecture, ABC Rådgivende Ingeniører og Aart architects East

Læs også

1.000 års historie: Grønt lys til nyt verdensarvscenter i Roskilde

• Cobe med underrådgiverne Arcgency, Drachmann Arkitekter, Artelia og Niels Mellergaard

• Erik Arkitekter med underrådgiverne Reiulf Ramstad Arkitekter, Vita ingeniører og Bogl

• Rønnow Arkitekter med underrådgiverne Cubo Arkitekter, EKJ Rådgivende Ingeniører, Detblå, Norrøn og Eduard Troelsgård Rådgivende Ingeniører

Respekt og forståelse

Roskilde Domkirke Verdensarvscenter skal efter planen etableres i dele af Det Kongelige Palæ. Det er arkitekten Lauritz de Thurahs historiske bygningskompleks i barokstil tilbage fra 1730’erne, som ligger lige ved siden af den UNESCO-udpegede Roskilde Domkirke.

Morten Thomsen Højsgaard, der er direktør i Fondsorganisationen Kulturarv Roskilde Domkirke og i den statsanerkendte museumsorganisation ROMU, ser frem til at modtage de fire udpegede teams bud på en bygningstransformation af Det Kongelige Palæ. Foto: Ida Marie Odgaard/ Ritzau Scanpix.

Det er staten, der ejer Det Kongelige Palæ, som er en fredet bygning. Bygningstransformationen kræver dels respekt for palæets historiske betydning, dels en forståelse for en nutidig besøgsoplevelse.

Udpegelsen af de fire prækvalificerede teams afspejler erfaring og kompetencer til at løse netop dén opgave:

Læs også

Bauherr udpeget som bygherrerådgiver på kommende verdensarvscenter

– Det er fire hold af høj klasse og format, der nu skal konkurrere om at blive endeligt valgt til at skabe rammerne for det nye verdensarvscenter ved Roskilde Domkirke. Interessen for at være med har været markant, og der venter nu en prestigefyldt opgave med meget stor faglig ære for den, der vinder, siger Morten Thomsen Højsgaard.

Han er direktør i Fondsorganisationen Kulturarv Roskilde Domkirke og i den statsanerkendte museumsorganisation ROMU, som i 2021 overtog ledelsesansvaret for arbejdet med verdensarven ved Roskilde Domkirke.

Stor økonomisk støtte

De fire prækvalificerede teams skal nu udarbejde deres bud på de bedst tænkelige rammer for det nye Verdensarvscenter.

Den endelige vinder udpeges af et dommerpanel, hvis afgørelse offentliggøres i januar 2026.

Til foråret udskriver Anlægsfonden Kulturarv Roskilde Domkirke endnu en projektkonkurrence. Her skal det afgøres, hvem der vinder opgaven med at lave udstillingerne i Roskilde Domkirke Verdensarvscenter.

Læs også

Verdensarvscenter henter udstillingsleder fra Bark

Hele projektet med at skabe rammer for og indhold til Roskilde Domkirke Verdensarvscenter er sikret med støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, som støtter med 60 mio. kroner, mens Augustinus Fonden giver 25 mio. kroner.

Roskilde Kommune har bidraget med 25 mio. kroner, og Kulturministeriet støtter – med forbehold for Folketingets endelige godkendelse – med 10 mio. kroner i anlægsstøtte og yderligere 10 mio. kroner i driftsstøtte over en 5-årig periode.

Projektet er desuden støttet af Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond med 500.000 kroner, og Fondsorganisationen Kulturarv Roskilde Domkirke bidrager selv med 6 mio. kroner.

Læs også

Efter stort vinduesskift vil dansk museum på UNESCO-liste

Bauherr er bygherrerådgiver, mens operatør og ansvarlig for projektet er museumsorganisationen ROMU med direktør Morten Thomsen Højsgaard i spidsen og Lena Bruun Jensen som projektchef.

Roskilde Domkirke Verdensarvscenter forventes at åbne i 2028 under forudsætning af endelige godkendelser fra myndigheder.

Relateret indhold