Forhandleren og distributøren af byggematerialer, Stark, slog i februar 2020 dørene op til en ny DGNB-miljøcertificeret tømmerhandel i Hørsholm i Nordsjælland.
Læs også: Stark Group styrker sit fodfæste i Sydsverige
Nu blot fire år senere udbygges forretningen med ny trælasthal og drive-in-hal med materialer til et bredt udvalg af kunderne – fra murere og entreprenører til kloakmestre og tømrere. Og så bliver sortimentet markant større, fortæller regionsdirektør Lasse Frederiksen:
– Når det hele står klar, kan vi tilbyde kunderne en markant større forretning og et endnu bredere udvalg. Det gælder alt fra beklædning, isenkram, el-værktøj, fliser og gulve til haveprodukter, maling og udlejning.
– Vores ambition er at give vores kunder en endnu bedre oplevelse, når de besøger os, siger han og tilføjer, at byggeriet, der starter op 1. marts 2024, forventes at stå færdigt i det tidlige efterår.
Læs også: Stark Group slår rekord – over 50 milliarder i omsætning
Senere på året åbner virksomheden også et nyt byggecenter i Næstved.
Stark omfatter 80 forretninger i Danmark og Grønland og er en del af Stark Group, der har flere end 20.000 medarbejdere og 1.100 forretninger og distributionscentre i Norden, Storbritannien, Tyskland og Østrig.