Rambøll arbejder med en ny software, som skal være med til at reducere mængden af armeringsnet i vægkonstruktioner. Softwaren, Nucleus, kan i én arbejdsgang og – ifølge Rambøll – med hidtil uset præcision beregne, hvilken armeringsudformning og -mængde, der er nødvendig i en given vægkonstruktion. Det gør op med tidligere metoder, hvor man har skullet efterbehandle sine indledende beregninger for at sikre konstruktionens bæreevne.
Softwaren bygger på avancerede optimeringsalgoritmer, som er banebrydende i konstruktionssammenhænge. Udviklingen af softwaren startede som en erhvervs-phd, som Rambøll har udviklet videre på gennem de seneste fem år.
– Med Nucleus er vi i stand til at beregne armeringen uanset udformningen og udnytte armeringen optimalt, fordi såvel vægkonstruktionen som de enkelte betonelementer og konstruktive fuger dimensioneres på samme tid. Det medfører for visse konstruktionsdele en besparelse på armeringsmængden på helt op til 50 procent. Ved store byggerier og specielt højere bygninger, kan det betyde en stor besparelse i armeringsforbruget, hvilket naturligvis også har betydning for den samlede byggesum, siger Senior Chefkonsulent Bent Feddersen, som har drevet projektet i Rambøll, i en pressemeddelelse.
Standardværktøj
Udover at udnytte armeringen bedre reducerer programmet også projekteringstiden.
– Nucleus gør det muligt for os at udføre design langt hurtigere og dermed sikre et godt grundlag for at levere færdige produktionstegninger til elementproducenten. Desuden kan programmet håndtere alle armeringsudformninger. Det giver langt større fleksibilitet i produktionen i forhold til bygbare og udførelsesvenlige løsninger, siger Bent Feddersen.
Nucleus er baseret på velkendte plastiske beregningsmetoder koblet med Finite Element Metoden. Det er denne unikke sammenkobling af plastiske og numeriske metoder, der gør programmet i stand til at håndtere vilkårlige typer af konstruktionsdele med en vilkårlig armeringsudformning.
Rambøll anvender nu den nye software på udvalgte projekter blandt andet ved projekteringen af et forskningscenter, et højhusprojekt samt flere boligprojekter. Hensigten er på sigt at rulle softwaren ud som standardværktøj til alle Rambølls konstruktioner.