Lukning af Jagtvej
- Den lukkede strækning er fra Jagtvej 153 til Jagtvej 157. Lukningen af strækningen sker i tidrummet mellem fredag den 30. oktober kl. 19.00 til mandag den 2. november kl. 05.00. Der stiles efter en opsætning fra kl. 14 lørdag eftermiddag, men tidsplanen kan ændres afhængigt af vejret. Det endelige tidspunkt vil fremgå af forsiden af Bygningsstyrelsens hjemmeside, BYGST.dk, lørdag formiddag. Hvis det blæser for meget i weekenden, aflyses monteringen af Skywalken af hensyn til sikkerhed og præcision. I stedet løftes skywalken på plads den følgende weekend.
Det bliver noget af en opvisning, når en 39 meter lang og 120 tons tung såkaldt skywalk i weekenden skal løftes på plads over én af Københavns travleste veje, Jagtvej. Der skal hele to kraner på hver 96 tons til opgaven – og vejen må naturligvis spærres, mens arbejdet pågår.
Skywalken måler 4,5 x 4,5 x 39 meter og kommer til at spænde tværs over Jagtvej. Den bliver monteret med glasfacade, gulv og tag. Meningen er, at skywalken skal skabe en intern forbindelse på det store laboratorie- og undervisningsbyggeri i Niels Bohr Bygningen.
Skywalken bliver i fremtiden en slags ny byport til København for de mange tusinde, der hver dag passerer Jagtvej.
Gyrithe Saltorp{break}Direktør i Bygningsstyrelsen
Ændrer bybilledet
Direktør Gyrithe Saltorp i Bygningsstyrelsen, der er bygherre på byggeriet af Niels Bohr Bygningen, glæder sig over endnu en vigtig milepæl i styrelsens hidtil største byggeri på 52.000 kvadratmeter.
– Niels Bohr byggeriet vil med sin gennemsigtige glasfacade og i alt ni forskertårne markant ændre bybilledet på Nørrebro omkring Jagtvej, når byggeriet efter planen står færdigt i 2017. Skywalken bliver i fremtiden en slags ny byport til København for de mange tusinde, der hver dag passerer Jagtvej. Sammen med en passage i kælderen vil skywalken gøre det let for forskere og studerende at komme på tværs af den store bygning. Herudover etablerer vi en bred, offentlig gangtunnel under Jagtvej, som giver beboere og brugere i lokalområdet en helt ny, trafiksikker forbindelse mellem blandt andet de grønne områder på begge sider af vejen, siger hun i en pressemeddelelse.
Realiserer visionerne
John Renner Hansen, dekan på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, glæder sig naturligvis også til, at Skywalken bliver løftet på plads i weekenden.
– Vi lagde grundstenen til byggeriet i januar i år. Nu forbinder vi de to byggerier med hinanden til en samlet enhed. Så vi er godt på vej mod at realisere mange års arbejde og visioner om at få bygget et forskningscenter i verdensklasse. Ikke kun til gavn for vores egne forskere og studerende. Niels Bohr Bygningen vil også tiltrække udenlandske topforskere indenfor en række naturvidenskabelige fag og dermed styrke Danmarks forskningsposition i udlandet, fortæller han.
Skaber vækst
Bag byggeriet står foruden Bygningsstyrelsen, Københavns Universitet som kommende lejer, Rambøll (totalrådgiver), Sweco Danmark (byggeledelse), Aarsleff (entreprenør), arkitektfirmaerne Vilhelm Lauritzen Arkitekter og Christensen & Co Arkitekter, samt GHB Landskabsarkitekter, der står for landskabsprojektet.
Niels Bohr Bygningen udgør en del af kernen i samarbejdet omkring Copenhagen Science City. Det bliver et område i midten af København, hvor blandt andet forskning, undervisning og erhvervsliv får de bedste muligheder for at arbejde sammen og skabe vækst og jobs og dermed styrke vores position på de internationale markeder.
