Sidste lokalplan fuldender transformationen af Køges Søndre Havn

Søndre Havn i Køge er under forvandling fra industri til boliger, byrum og erhverv. Nu er områdets sidste lokalplan sendt i høring. Byggehøjde kan blive øget til 36 meter visse steder.
Visualisering af et havneområde med byliv og ældre bygninger
Den sidste lokalplan for Søndre Havn tager afsæt i de tidligere havnefunktioner og bevarer så vidt muligt bygninger, bolværker, jernbanespor, belægninger og øvrigt inventar. Visualisering fra lokalplanforslag: Tegnestuen Vandkunsten

Et helt nyt byområde med 550 nye boliger kan meget vel være på vej på Søndre Havn i Køge. Her er der de sidste to årtier opført store mængder kvadratmeter boliger og erhverv på flere forskellige delområder. Projektet hedder samlet Køge Kyst.

Den femte og sidste lokalplan for området blev sendt i høring d. 19. december 2024. Den skal sætte rammerne for nybyggeri og omdannelse på de to resterende området på den nordlige del af Søndre Havn.

Læs også

Top10: Region Sjælland – største byggerier under opførelse

Visionen for lokalplanen er at skabe et byområde med et tæt urbant udtryk indeholdende forskellige typer af boliger, lettere erhverv, rekreative arealer og et bymiljø, som kan tilbyde varierede oplevelser med det bedste fra by og natur.

Lokalplanen giver mulighed for bebyggelse til bolig- og erhvervsformål, som opføres i en varieret karréstruktur, og hvor stueetagerne kan anvendes til udadvendte publikumsorienterede funktioner

Karrébebyggelser med intime gårdrum

Bebyggelsen skal udformes som karrébebyggelser i samspil med friarealer og byrum med forskellige grader af offentlighed. Offentlige promenader etableres mod havnen og med videre forbindelse til strand, strandeng og maritime klubber mod syd og øst.

Mellem bebyggelserne etableres offentligt tilgængelige almindinger (’alle mands eje’-områder). Internt i bebyggelserne etableres mere intime gårdrum.

Visualisering med kig ned ad en vej med bygninger på begge sider. Der er træer og mennesker langs og på vejen og fortovet
12 store karréer er allerede opført på Søndre Havn. Yderligere seks karréer og et parkeringshus er dertil under opførelse. Pt. bor der ca. 1.250 mennesker på Søndre Havn. Nu skal også den sidste og ældste del af havneområdet transformeres. Visualisering fra lokalplanforslag: Tegnestuen Vandkunsten

Bæredygtige og klimarobuste tilgange til håndtering af regnvand fra området indtænkes i planen ved brug af LAR-løsninger. Regnvand fra tage, gårdrum og veje ledes til almindinger og herfra videre til havnebassinet.

Borgmester Marie Stærke udtaler:

Læs også

Rambøll og Henning Larsen dokumenterer kulturens økonomiske værdi i byrummet

– Det er kæmpestort, at vi nu kan sende sidste del af udviklingen af Køges skønne Søndre Havn i høring. Projektet er et flot eksempel på, hvordan det kan lykkes at ændre et bynært område til i langt højere grad at give glæde og rum til byen og borgerne.

65.000 etagemeter

Den del af Søndre Havn, som er omfattet af det nye lokalplanforslag, skal anvendes til boliger, kontor- og serviceerhverv, hoteller, offentlige formål, foreningsformål samt cafe/restaurant og detailhandel.

Der vil kunne bygges ca. 65.000 etagemeter, hvoraf cirka tre fjerdedele kan være boliger – svarende til cirka 550 nye boliger.

Langs havnebassinet vil der blive etableret offentlige promenader, mens der mellem bebyggelserne anlægges offentligt tilgængelige friarealer. Internt i bebyggelserne etableres mere intime gårdrum, som skal fungere som de primære opholdsarealer til boligerne.

Visualisering af et rum med lavt til loftet og træ langs vægge og lofter.
Områdets bevaringsværdige bygninger beskyttes, da de fortæller Køges nyere historie. I de allerede lokalplanlagte dele af Søndre Havn er et tidligere gastappeanlæg omdannet til ungdomskulturhuset Tapperiet. Visualisering fra lokalplanforslag: Tegnestuen Vandkunsten

– Der bliver banet vej for, at vi kan udvikle et nyt område på Søndre Havn med det bedste fra det eksisterende og med plads til nye tanker og ideer. I området ligger også nogle bevaringsværdige bygninger, som vi vil beskytte – både fordi de er smukke og fordi de betyder meget for at kunne fortælle Køges nyere historie, siger Marie Stærke.

Læs også

Har ventet længe: Nu kan byggeriet af Generationernes Hus endelig gå i gang

Lokalplanforslaget sendes i høring sammen med et kommuneplantillæg, der giver mulighed for hoteller i området. Godkendes tillægget, vil den tilladte byggehøjde blive øget fra 24,5 til 36 meter – dog kun enkelte steder langs havnen.

Lokalplanforslaget er i høring til d. 13. februar 2025.

Relateret indhold