I 2018 påbegyndt opførelsen af hotellet på den sydlige del af Politigrunden langs Kalvebod Brygge i København.
Det færdige projekt breder sig over knap 42.300 m2; 7 etager over jorden på 30.760 m2 hotelareal og 2 etager under jorden på ca. 11.510 m2 indeholdende kælder med pool og spa, parkeringspladser, lager og teknik.
Hotel Scandic Spectrum har nu slået dørene op som er det 30. hotel i Scandic-kædens portfolio og kædens største nogensinde.
– Hotel Scandic Spectrum fuldender Kalvebod Brygge og kommer til at sætte et markant præg på omgivelserne, siger Halldór Ragnarsson, adm. direktør i Pihl & Søn, der som en del af Pihlkonsortiet står bag opførelsen af projektet.
En levende by i byen
I Danmark har vi ikke tradition for, at lokalbefolkningen bruger hoteller som samlingspunkter, men det vil Scandic Spectrum lave om på.
Hotellet henvender sig derfor ikke kun til overnattende gæster, men skal fungere som en levende by i byen og bidrage til lokalmiljøet ved at tilbyde en lang række oplevelser såsom: Wellness med pool og dampbad, gourmetrestauranter med bæredygtige ambitioner, tagterrasser med udsigt over havnen, fitnesslokaler, eventrum til koncerter og konferencer og en lobby- og kaffebar, der skal trække byens beboere og erhvervsdrivende indenfor i fællesarealerne.
Historien spores i materialevalget
Udefra ser Hotel Scandic Spectrum ud til at være en samlet karré, men består faktisk af tre sammensatte enheder.
For at skabe kontinuitet med det historiske omkringliggende Glyptotekkvarter skråner taget i forskellige højder. Samtidig bindes hotellet sammen med Kalvebod Brygges mere moderne arkitektur gennem sine facader. Endelig kan Kalvebod Brygges historie som gammel industrihavn spores i valget af materialer såsom beton, stål, gråtonet træ og glas.
Scandic Spectrum skal certificeres til DGNB Sølv og er udstyret med et tag af solpaneler og dobbeltfacader med solafskærmning og et teknisk styret opluk i top og bund, der kan holde på varmen om vinteren og bortventilere den om sommeren. Glasfacaden sikrer et godt indeklima, støjdæmpning og godt lysindfald. Naturen trækkes indenfor å hotellets tagterrasser og atriumgårde, og samtlige 632 værelser er Svanemærket.
I midten af København – og pandemien
I tæt samarbejde med konsortiepartnerne, LM Byg og M.J. Eriksson, har Pihl & Søn styret det komplekse byggeri, som har stillet store krav til totalentreprenøren.
Alene placeringen af hotellet i hjertet af København, tæt på en af byens trafikale hovedårer og på en trang byggeplads, har gjort projektet til et logistisk puslespil. Derudover har byggeriet været af høj kompleksitet med et fuldt insitu-støbt råhus, to etagers dyb kælder, kompliceret tagkonstruktion, avancerede installationer og en detaljeringsgrad af højeste kvalitet. Herudover har projektet været yderligere udfordret af Covid-19-pandemien, fortæller Halldór P. Ragnarsson.
– Pandemien skabte nogle udfordringer for os undervejs. Særligt sygdom i mandskabet og de efterfølgende leveranceforsinkelser gjorde, at tidsplanen for projektet måtte revideres. Projektet har samtidig været komplekst og er blevet udført under yderst vanskelige logistiske og pladsmæssige forhold. I dag står vi med et smukt og færdigbygget hotel, og jeg er imponeret over den indsats, der er ydet af alle parter, siger Halldór Ragnarsson.