Samarbejde skaber ny type seniorbofællesskaber

Himmerland Boligforening og Realdania er gået sammen om at udvikle et seniorbofællesskab i Aalborg Øst, der skal øge livskvaliteten hos seniorer og bekæmpe ensomhed.
Samarbejdet skal blandt andet inspirere til nye former for seniorbofællesskaber i den almene boligsektor. Foto: Cathrine Ertmann.
Samarbejdet skal blandt andet inspirere til nye former for seniorbofællesskaber i den almene boligsektor. Foto: Cathrine Ertmann.

En undersøgelser fra SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd viser, at ensomhed blandt seniorer er et problem, der bliver større og større. Men når de bor sammen med andre, vokser livskvaliteten, og de føler sig mindre ensomme.

Det er derfor, at Himmerland Boligforening og Realdania nu i et nyt partnerskab vil udvikle modeller for seniorbofællesskaber, som også økonomisk svagere ældre har råd til. Det fortæller Realdania i en pressemeddelelse.

– Fyrkildevej i det østlige Aalborg er udvalgt som det sted, hvor samarbejdet skal vise nye tilgange til seniorbofællesskab. Og der vil især blive kælet for fællesfaciliteterne både ud og inde. Det er nemlig i høj grad her, nye fællesskaber og relationer mellem beboerne kan opstå – og det er i fællesarealerne, at der er behov for og efterspørgsel efter nytænkning. Projektet er tænkt som et eksempelbyggeri, som skal inspirere byggesektoren til, hvordan man kan bygge seniorbofællesskaber også i den almene boligmasse, siger direktør i Himmerland Boligforening, Ole Nielsen.

Samfundsudfordring

Realdania oplyser, at der i dag eksisterer mellem 250 og 300 seniorbofællesskaber i Danmark, og cirka 65 drives af den almene sektor. De skal ifølge BL – Danmarks Almene Boliger frem mod 2020 helt generelt renoveres, herunder med fokus på energiforbedringer og på at skabe øget tilgængelighed for ældre.

– Der er et stort potentiale for at udvikle og forbedre de eksisterende seniorbofællesskaber i samarbejde med den almene sektor, siger Anne Skovbro, filantropidirektør i Realdania, og fortsætter:

– Sektoren har allerede midlerne og stor erfaring i at skabe rammerne for lokale fællesskaber i alment byggeri. Det skal vi bygge videre på og i fællesskab hæve ambitionsniveauet og nytænkningen yderligere – ikke mindst i forhold til fællesarealerne, hvor det daglige møde med andre mennesker opstår. Ensomhed er en samfundsudfordring, der kalder på, at vi går sammen og bruger alle muligheder for at skabe sociale relationer og daglige møder – altså bekæmpe ensomhed.

Positive naborelationer

Undersøgelser fra SFI viser, at flere end 80.000 ældre overvejer at flytte i seniorbofællesskab.

Udfordringen er, at der er mangel på seniorbofællesskaber. I dag er der 7.000 boliger i nuværende seniorbofællesskaber, både private og i den almene sektor, og der står cirka 8.400 ældre på venteliste.

Realdania har gennemført en række analyser, der havde til formål at indsamle data og styrke vidensgrundlaget om ældres livskvalitet og boligforhold. Analyserne viser, at ældre, der bor i bofællesskaber, udvikler positive naborelationer, oplever mindre ufrivillig ensomhed og har færre tegn på social eksklusion. En efterspørgselsanalyse viser, at flere ældre i disse år søger mod seniorbofællesskaber, og at der er behov for at øge udbuddet og typerne af boliger, særligt for de ældre i lavindkomstgruppen. Endelig er der for kommunerne er driftsmæssige potentialer i, at ældre bor i seniorbofællesskaber, da det reducerer de offentlige serviceudgifter.

Relateret indhold