Enghave Brygge i Københavns Sydhavn, der længe har været en uudviklet plet mellem Havneholmen i nord og Teglholmen i syd, skal omdannes til en kanalby med ni øer og to halvøer. Med erhverv, almene- og ejerboliger, en daginstitution samt den nye Enghave Brygge metrostation, der forventes at åbne primo 2024. Enghave Kanal bliver en hovedåre gennem bydelen, mens flere mindre sidekanaler skal være med til at skabe attraktive byrum.
Bygherren By & Havn har udviklet det store projekt i tæt samarbejde med Metroselskabet og Hofor, og når Enghave Brygge Syd står færdigt, vil det huse op mod 2.200 beboere i cirka 1.000 boliger, hvoraf de 29 % af boligerne vil være almene. Juul Frost Arkitekter står bag områdets masterplan.
Nu kan det store anlægsarbejde så endelig gå i gang, efter By & Havn har indgået aftale om at Munck Havne & Anlæg skal stå for infrastruktur og byggemodning af det nye metrobetjente område.
Dermed kan den sidste brik i udviklingen af det samlede Enghave Brygge blive lagt, når Munck Havne & Anlæg begynder at etablere infrastruktur og byggemodne den sydlige del af Enghave Brygge, som er det sidste område på Enghave Brygge langs havneløbet, der endnu ikke er udviklet.
Et teknisk kompliceret projekt
Efter planen vil området stå færdig i midten af 2024, så en kommende investor efterfølgende kan færdigudvikle området. Munck Havne & Anlæg er erfarne entreprenører indenfor havneprojekter, bl.a. fra lystbådehavnen i Nordhavn, på Lynetteholmen og på Koldings nye Marina City.
Anlægsentreprenøren skal på Enghave Brygge stå i spidsen for anlægsarbejdet, der indebærer etablering af infrastruktur – herunder kanal- og indfatningsvægge, broer, veje, promenader og stræder. Dertil etableres de generelle forsyninger også til hele området.
Adm. direktør Benny Ebbe Jørgensen ser frem til at komme i gang med arbejdet:
– Det er et teknisk kompliceret projekt, der rummer mange discipliner, som bl.a. tæller fundering fra både flåde og land, omlægning af fjernvarmeforsyning, landindvending og kanaludgravninger i forbindelse med anlæg af de tre nye øer og broer.
Tydelige referencer til områdets historie
Det kommende område kommer til at skabe en naturlig sammenhæng til de allerede færdigudviklede områder, men fuldender også udviklingen af Enghave Brygge som en attraktiv kanalby i København – med tydelige referencer til områdets specielle havne- og industrihistorie.
Adm. direktør i By & Havn, Anne Skovbro, har store forventninger til det kommende bolig- og erhvervsområde.
– Det er er utrolig spændende, at vi nu kan begynde at klargøre den sidste del af Enghave Brygge. Det har vi set frem mod. Udviklingen kommer på fornem vis til at binde området sammen.