Virksomheder i bygge- og anlægsbranchen er storforbrugere af råstoffer som sten, grus sand og ler. Byggeriet står for ca. 30 % af det samlede danske råstofforbrug. Bl.a. benyttes store mængder sand i produktionen af beton. Resten af råstofferne benyttes primært til vej- og anlægsprojekter.
Mangel på de vigtige råstoffer kan på sigt påvirke flere virksomheder i byggeriet negativt, og ressourcerne er ikke uendelige. Særligt i hovedstadsområdet og på Sjælland er råstofindvindingen under pres, men andre steder i landet er man også blevet fuldt bevidste om den potentielle mangelsituation.
Bl.a. satte Region Syddanmark i slutningen af 2024 gang i et nødvendigt arbejde med en ny råstofplan.

Nødvendigt: Region sætter gang i arbejdet med ny råstofplan
I februar i år fulgte Region Nordjylland, hvor der årligt indvindes knap 6 mio. kubikmeter primært sand, grus, sten og kalk, efter.
En fremtid med begrænsede råstoffer
Nu skal et nyt projekt ledet af Teknologisk Institut, og udført i samarbejde med rådgivervirksomheden WSP Danmark, derfor undersøge, hvordan byggebranchen kan tilpasse sig en fremtid med begrænsede råstoffer. Projektet skal i første omgang kortlægge konsekvenserne af råstofmangel gennem analyser baseret på metoden for ’konsekvens LCA’.
Specialist og ph.d. ved Teknologisk Institut, Sarah Cecilie Andersen, siger:

Vil alle virksomheder i byggeriet overhovedet kunne overleve om 10 år?
– Vi står over for en udfordring, hvor vi er nødt til at gentænke måden, vi bruger råstoffer på i byggeriet. Dette projekt skal vise vejen til en mere ressourcebevidst branche og give konkrete bud på, hvordan vi kan håndtere fremtidens ressourceknaphed.
Opstiller fremtidsscenarier
LCA giver et billede af de miljømæssige og samfundsmæssige konsekvenser af råstofmangel bredt set. F.eks. kigger man på, hvordan forsyningskæder og markeder påvirkes som følge af bestemte valg eller scenarier. Traditionelle LCA-metoder analyserer typisk et specifikt produkts eller en bygnings miljøaftryk.

– Ved at opstille fremtidsscenarier med f.eks. øget fokus på renovering og genbrug, brug af biobaserede materialer eller lettere konstruktioner, vil vi kunne sætte tal på, hvordan byggeriets råstofforbrug og CO2-udledning kan reduceres, siger Sarah Cecilie Andersen.
Undgå overforbrug
Projektet skal desuden udvikle et idékatalog med konkrete, handlingsorienterede løsninger, som byggebranchen kan bruge til at reducere deres afhængighed af mineralske råstoffer.

Geolog efterlyser national råstofstrategi – så hurtigt som muligt
Environmental Science Specialist Katrine Hauge Smith fra WSP Danmark er bl.a. specialister i byggeri og miljø. Hun forklarer:
– Det handler både om at undgå overforbrug ved at dimensionere mere præcist, om at bygge mindre og mere multifunktionelt, og om at erstatte traditionelle råstoffer som sand, grus og ler med biobaserede materialer, hvor det giver mening.
Vil udvikle ’ressourceindikatorer’
Som en del af projektet undersøges mulighederne for at udvikle såkaldte ’ressourceindikatorer’, der kan hjælpe til at vurdere det reelle ressourcetræk for et byggeprojekt.
– Ligesom CO2-aftryk i dag er blevet en vigtig parameter i byggeriet, har vi brug for værktøjer til at måle og sammenligne ressourceforbruget. Det skal gøre det nemmere at vælge de mest ressourceeffektive løsninger, uddyber Katrine Hauge Smith.
Projektet, der løber fra januar 2025 og frem til sommeren 2026, er støttet af Grundejernes Investeringsfond og Realdania