Københavns største boligselskab, Fsb, har netop holdt rejsegilde for første etape af et byggeri på 410 almene boliger i Bellakvarter i Ørestad, som ligger på Bella Centers gamle parkeringsplads. Første etape består af 62 familieboliger og 10 særligt små, billige boliger. Boligerne, der kaldes Skyttehusene, består af 217 familieboliger på mellem 55 og 115 kvm, 22 særligt små, billige boliger på 35 kvm, og derudover forventes det, at fsb skal opføre 171 ungdomsboliger på 35 kvm.
Fsb’s mange almene boliger på området vil blive placeret mellem andre typer boliger for at blande byen, så både ejer-, andels- og lejeboliger kommer til at ligge spredt mellem hinanden.
– Det er et fantastisk eksempel på et blandet København, siger Fsb’s formand, Steen Søndergaard Thomsen.
Opføres tæt
Skyttehusene indgår i Københavns Kommunes mål om at opføre 9000 nye almene boliger frem mod 2027. Almene boliger udgør i dag cirka 20 procent af den samlede boligmasse i Københavns Kommune. Det er kommunens målsætning, at denne andel skal fastholdes i takt med, at København udbygges.
Skyttehusene er inspireret af Københavns gamle kvarterer og opbygges derfor i tætte bymiljøer i 5-6 etagers højde i et helt nyt bykvarter med boliger, erhverv og butikker, og hvor de grønne friarealer er trukket ind mellem bygningerne.
Det forventes, at de første boliger er indflytningsklare i 2018. Skyttehusene forventes at stå endeligt færdige med udgangen af 2020.
Totalentreprenør på projektet er Dyrlund Sørensen, arkitekt er Wilhelm Lauritzen og rådgivende ingeniører er Oluf Jørgensen. Solstra Development er delegeret bygherre.